Forfatter anklaget for pædofili: Har aldrig lagt skjul på det

En hædret fransk forfatter bliver i en ny bog anklaget for pædofili. Nu giver det genklang i Frankrig

Gabriel Matzneff er blevet genstand for en gevaldig national selvransagelse. Foto: Jacques Demarthon/ Ritzau/Scanpix
Gabriel Matzneff er blevet genstand for en gevaldig national selvransagelse. Foto: Jacques Demarthon/ Ritzau/Scanpix

Den franske forfatter Gabriel Matzneff har aldrig lagt skjul på, at han har haft sex med mindreårige. Nu er en af dem stået frem.

Det skriver The New York Times.

Vanessa Springora var 14 år, da hun blev introduceret til den prominente forfatter af sin mor. Hun blev forelsket, og sammen indledte de et seksuelt forhold. I den netop udgivne bog 'Le Consentement' på dansk 'Samtykket', beskriver hun, hvordan forfatteren, der dengang var i 50'erne, forførte hende og tog hendes mødom.

En kvinde med den kontroversielle bog. Foto: Martin Bureau/Ritzau/Scanpix
En kvinde med den kontroversielle bog. Foto: Martin Bureau/Ritzau/Scanpix

Efter deres forhold, der var med hendes samtykke, har hun i flere år levet med depression og andre psykiske problemer som en reaktion på det, skriver hun. Men alligevel ønsker hun ikke at retsforfølge ham.

Den franske anklagemyndighed har i forbindelse med bogen udtalt, at de har startet en efterforskning, og at de nu vil lede efter andre ofre.

Aldrig lagt skjul på det
Matzneffs kærlighed til mindreårige har dog aldrig været en hemmelighed.

Han har skrevet flere bøger, hvor han kredser om sine utallige forhold til piger og drenge i teenagealderen og endda yngre. 'Under 16' er titlen på en bog, der ikke efterlader nogen tvivl om hans holdning.

'At gå i seng med et barn er en hellig oplevelse,' står der i bogen.

Matzneff, der nu bliver beskyldt for pædofili, var en del af den studenterrevolution, der startede i 1968 i Paris og spredte sig til resten af verden. Som et resultat af deres kamp mod de borgerlige normer kæmpede blandt andre Matzneff mod den seksuelle lavalder.

Men selvom det aldrig blev tilladt at dyrke sex med unge under 15 år, har han ikke tilbragt en eneste dag i fængsel.

Tværtimod blev han hyldet og hædret med priser. I 2013 fik Matzneff en stor litterær pris, og for to måneder siden blev hans sidste bog udgivet på et af Frankrigs mest prestigefyldte forlag, Gallimard.

Gået under jorden
Den i dag 83-årige forfatter er imidlertid gået under jorden. Men i en skrivelse til mediet Le Parisien har Gabriel Matzneff forklaret, at Vanessa Springoras bog giver en 'upræcis' og 'overdrevet' beskrivelse. Han taler i stedet om 'det smukke i det forhold, vi delte, Vanessa og jeg'.

Matzneff blev født i 1936 og er en del af den parisiske kulturelite.
Matzneff blev født i 1936 og er en del af den parisiske kulturelite.

47-årige Vanessa Springora, der er direktør i et stort bogforlag, er indtil videre den eneste, der er stået frem med sin fortælling. Hun tog beslutningen efter at være blevet rasende over, at Matzneff modtog prisen i 2013.

Hendes bog er efter udgivelsen tirsdag udsolgt i flere parisiske boghandlere og har startet en intens debat i Frankrig om, hvorvidt fortidens forhold til sex med mindreårige var for afslappet.

Frankrigs kulturminister, Franck Riester, har sagt, at han støtter ofrene, og at regeringen vil fjerne deres godtgørelse til forfatteren.

Ifølge fransk lov er den seksuelle aldersgrænse i dag 15 år, men det anses ikke altid som voldtægt at have sex med en mindreårig, som det gør i andre lande.

109 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere