Den ledende Kreml-kritiker Aleksej Navalnyj er søndag eftermiddag gået om bord i et fly i Tyskland for at flyve tilbage til Rusland, oplyser øjenvidner fra Reuters.
Det er første gang, at Navalnyj vender hjem, siden han blev fløjet til Tyskland for at blive behandlet efter et giftangreb i august sidste år
EU indfører sanktioner mod seks Putin-folk efter giftangreb
Kort efter at Navalnyj var lettet i et fly fra Berlin, foretog russisk politi anholdelser af adskillige tilhængere af Kreml-kritikeren i Moskvas Vnukovo-lufthavn, mens de stod og ventede på, at oppositionspolitikeren skulle lande.
Ifølge Reuters ryddes hele ankomstområdet for Navalnyj-støtter.
Blandt de anholdte er oppositionspolitikeren Lubov Sobol, som blev ført væk af politifolk inde i terminalen. Det viser videooptagelser, der er lagt ud på sociale medier.
Navalnyj vil formentlig blive anholdt allerede i lufthavnen. Ifølge nyhedsbureauet DPA har de russiske myndigheder på forhånd antydet, at han vil blive tilbageholdt.
Fotos på sociale medier viser specialstyrker og køretøjer til fangetransport, der angiveligt venter i Vnukovo-lufthavnen i Moskva. Navalnyj ventes at lande klokken 17.20 dansk tid.
Et stort antal tilhængere af den russiske oppositionspolitiker og blogger planlægger også at være i lufthavnen for at modtage ham. Myndighederne siger, at deres tilstedeværelse er ulovlig.
Flere aktivister, som ville være rejst fra Sankt Petersborg til Moskva for at tage imod, siger, at de er blevet stoppet af politiet ved togstationen og i lufthavnen.
Første videointerview med Navalnyj: - Jeg var en trussel
Der er isnende kulde i området. Temperaturerne ventes sent søndag eftermiddag at være nede på minus 20 grader celsius.
Hvis Navalnyj anholdes og fængsles, ventes det at blive mødt med international kritik.
Navalnyj anklager den russiske sikkerhedstjeneste FSB for at have forsøgt at dræbe ham med gift i august sidste år.
Ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax meddelte de russiske myndigheder få timer før Navalnyjs ventede ankomst, at Tyskland har sendt dokumenter vedrørende Navalnyj til Moskva. Tysklands justitsministerium siger, at de har givet russerne udskrifter af de interviews, tyske myndigheder har lavet med Navalnyj.
Rusland beskylder Tyskland for grundløs påstand om forgiftning
Navalnyj blev indlagt og behandlet i Berlin efter at være blevet udsat for et nervegiftangreb under en flyrejse i Rusland.
Oppositionslederens advokat oplyste i torsdags, at Navalnyj risikerer at skulle op til tre et halvt år i fængsel i Moskva. Det skyldes, at han skal have overtrådt betingelserne i forbindelse med en betinget dom.
Ifølge den tyske regering har laboratorier i tre forskellige lande fastslået, at Navalnyj blev forgiftet med Novitjok, der tidligere er blevet knyttet til Rusland. Ruslands regering har afvist at stå bag giftangrebet.
Navalnyj er ude af koma efter forgiftning
Navalnyj skrev onsdag på Instagram, at han næsten er kommet sig helt efterbehandlingen i Berlin, og at det nu er tid at vende tilbage til Rusland.
- Det var aldrig et spørgsmål, om jeg skulle vende tilbage eller ej. Ganske enkelt fordi jeg aldrig tog afsted. Jeg endte i Tyskland efter at være ankommet i en intensiv beskyttelsesboks af én grund: De forsøgte at dræbe mig, skrev han.