Forklaring: Derfor ender flygtningestrøm i Danmark

Kaos, særaftaler og lukkede øjne har givet flygtninge og migranter fri rejse op gennem Europa til Danmark, som er det første land, der vil overholde EU-regler

Flygtninge og migranter med kurs mod Sverige. Danmark skal officielt stoppe dem, og behandle deres asylsag, eller sende dem tilbage til Tyskland. (Video: Per Rasmussen)

På den udmattende rejse op gennem Europa er Danmark det første land, som flygtninge og migranter støder på, der overholder kontroversielle EU-regler.

Derfor kan flygtningestrømmen nå helt op til Rødby og Padborg uden at blive registreret og asylbehandlet, og derfor har de danske myndigheder lige nu hænderne fulde med at registrere over 1200 mennesker på flugt ind i landet siden søndag aften.

- Danmark ser ud til at overholde Dublin-aftalen, som det første land indtil videre på ruten til Sverige, og derfor har vi en del, som vi gerne vil registrere, men som hellere vil til Sverige, og derfor løber de fra politiet, siger Gerd Battrup, lektor ved Center for Grænseregionsforskning ved Syddansk Universitet, til Ekstra Bladet.

Se også: Borgmestre vil huse flygtninge i København

Kaos
EU-reglerne går under navnet Dublinkonventionen, som er indgået mellem EU-landene samt Norge, Schweiz, Island og Liechtenstein. Den går i bund og grund ud på, at det land man først ankommer i, også er det land, hvor der skal søges om asyl. Landet har pligt til at registrere og behandle ansøgningen.

- Det første EU-land, som de her mennesker er stødt på, er formentlig Grækenland, og derfor burde de jo sendes tilbage til Grækenland ifølge reglerne. Men de er ikke registreret i Grækenland, fordi der lige nu er kaos, så det må man ikke, siger lektoren.

Lukkede øjne
- Så har de rejst gennem Makedonien og Serbien, som ikke er med i EU og derfor ikke skal registrere og asylbehandle, så det næste EU-land er Ungarn, hvor presset har været så stort, at de bare har ladet folk passere uden at registrere, forklarer Gerd Battrup.

De ungarske myndigheder valgte at lukke øjnene, mens flygtninge og migranter rejste gennem landet. Derfor var næste flaskehals Østrig, hvor de fleste folk i virkeligheden bare ville igennem, så de kunne nå frem til Tyskland.

Se også: Københavns Politi etablerer modtagested for flygtninge

Aftale
- Fra Ungarn kom strømmen til Østrig, som lavede en aftale med Tyskland uden om EU-reglerne, så folk kunne komme igennem Østrig og ind i Tyskland uden at blive registreret og få deres sag behandlet, siger lektoren.

Det store EU-land, Tyskland, har dog også selv slækket på aftalen om at registrere alle flygtninge og migranter. Derfor kom der tog fulde af mennesker på flugt til Rødby søndag aften og lige siden. De fleste er ifølge politiet fra det borgerkrigshærgede Syrien.

- Tyskland har taget i mod rigtig mange asylansøgere, men de har også ladet en gruppe passere, som ikke er blevet registreret, formentlig fordi der har været så mange mennesker. På den måde har mennesker kunne rejse gennem Europa til Rødby og Padborg uden at blive registreret, siger Gerd Battrup.

Se også: 300 flygtninge har forladt Rødbyhavn på egen hånd

Sverige
Mange flygtninge og migranter sagde til Ekstra Bladet, at de gerne ville til Sverige, og grupper af folk har gået på motorvejen med skilte der sagde 'Sweden'. Danmark kan så vælge at lukke øjnene, som de andre EU-lande, eller lave en aftale med svenskerne.

- Danmark kan formelt kun sende dem videre til Sverige, hvis vi laver en politisk aftale med svenskerne, siger lektoren.

Spørgsmålet er så, om Danmark og Sverige kan blive enige om at lade folk rejse gennem Danmark til Sverige, hvor de så kan søge asyl, selvom det strider med EU's regler.

Her ses spytte-manden midt i det, som fotografen beskriver som flere spyt mod flygtninge på motorvejen ved Rødby. Kvinden i forgrunden er ikke mandens kone. (Foto: Sigrid Nygaard, Information.) Samfund - 8. sep. 2015 - kl. 12:53 Øjenvidne bekræfter: Spytte-manden fik mig til at græde

Statsministeren bekræftede mandag, at der var indledt dialoger med både Sverige og Tyskland om de mange flygtninge og migranter.

- Vi er på myndighedsniveau i kontakt med både Tyskland og Sverige og håber, at vi ud af det kan finde en løsning, som gør, at mennesker kan søge derhen, hvor de ønsker at søge hen, sagde Lars Løkke Rasmussen.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) siger til Jyllands-Posten i dag, at det ser svært ud med en aftale med Sverige.

- Vi er fortsat i dialog med svenskerne, og det er klart, at det skal prøves. Men det ser vanskeligt ud, siger Inger Støjberg til Jyllands-Posten.

Her ses spytte-manden midt i det, som fotografen beskriver som flere spyt mod flygtninge på motorvejen ved Rødby. Kvinden i forgrunden er ikke mandens kone. (Foto: Sigrid Nygaard, Information.) Samfund - 8. sep. 2015 - kl. 12:52 Fotograf om spytte-manden: Han spyttede på flere før konen sagde stop

Punkt og prikke
Danmark ser dog ud til at ville overholde Dublin-konventionen til punkt og prikke, så tirsdag blev de første mennesker, der ikke ville søge asyl i Danmark, sendt tilbage til Tyskland. Det kan man nemlig godt, selvom de ikke er registreret i Tyskland.

- Selvom Tyskland ikke har registreret dem, så kan vi sende dem tilbage over grænsen, fordi det er så åbenlyst, at de kommer igennem Tyskland, siger Gerd Battrup.

254 kommentarer
Vis kommentarer