Kommunernes Landsforening, KL, og Dansk Jernbaneforbund har indgået forlig om overenskomst, der skal til urafstemning. En stor jernbanekonflikt truede fra 11. juni. Det skriver Kommunernes Landsforening i en pressemeddelelse.
Konflikten lurede, efter at Dansk Jernbaneforbunds medlemmer afviste en tidligere overenskomst med kommunerne.
- Jeg er meget tilfreds med, at vi nu har indgået en balanceret aftale med Dansk Jernbaneforbund om ny overenskomst for lokalbanernes ansatte.
- Vi mener, at den nye aftale fortsat sikrer fornuftige rammer for, at lokalbanerne kan indrette den lokale transport efter passagerernes behov, samt for vores ansatte, skriver Peter Hvilshøj, administrerende direktør for Nordjyske Jernbaner i meddelelsen.
Den nye aftale indebærer ud over generelle lønstigninger en forbedring af pensionsforbedringer og nye pauseregler.
Den skal nu til ny urafstemning.