Forlystelsesparker må åbne, men disse forlystelser må du ikke prøve ...

Ifølge retningslinjer skal de vildeste forlystelser være lukket, hvis ikke man kan lave afskærmning

I Legoland i Billund havde man forberedt sig godt og grundigt på genåbningen efter coronakrisen. Men nye retningslinjer udfordrer forlystelsesparken. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I Legoland i Billund havde man forberedt sig godt og grundigt på genåbningen efter coronakrisen. Men nye retningslinjer udfordrer forlystelsesparken. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danskere med hang til vilde rutsjebaner og et sus i maven må væbne sig med tålmodighed.

For selv om forlystelsesparker rundt i landet onsdag har fået lov at åbne, skal de vildeste rutsjebaner og attraktioner som udgangspunkt holdes lukket grundet risiko for smitte med coronavirus.

Det fremgår af et nyt sæt retningslinjer for forlystelsesparker, tivolier og lignende, der er offentliggjort på retsinformation.dk.

Det gælder forlystelser, der giver anledning til råben og skrigen samt forlystelser med kraftig bevægelse eller rotation.

Retningslinjerne er et hårdt slag for branchen, mener Lars Frelle-Petersen, medlemsdirektør i Dansk Industri, som er erhvervsorganisation for forlystelsesparkerne.

- Det indebærer for mange af parkernes vedkommende, at de ikke kan åbne for de mest attraktive af forlystelserne.

- I mange af parkerne er de fire-fem vildeste forlystelser et trækplaster, og hvis de er lukket, vil mange nok spørge, hvorfor de så skal betale for at komme ind, siger han.

En forlystelse kan dog, uanset hvor vild den er, åbne, såfremt der er afskærmning, som forhindrer smittespredning.

Den kan også åbne, hvis personer sendes ind i forlystelsen i hold.

I et notat skriver Erhvervsministeriet på baggrund af vurdering fra Statens Serum Institut, at smitterisikoen kommer fra den udånding, der eksempelvis kan ske ved at køre med en hurtig forlystelse.

- Det skyldes, at man i disse tilfælde 'bevæger' sig ind i udåndingsluften fra andre personer - herunder ved råb, skrig med videre, lyder det i notatet.

Men Lars Frelle-Petersen mener ikke, det kan svare sig for parkerne at åbne med disse forbehold.

Allerede 14. maj fik forlystelsesparkerne en række retningslinjer at forholde sig til, der blandt andet handlede om at holde afstand.

Hos Legoland i Billund er direktør Christian Woller frustreret over pludselig at skulle følge nye retningslinjer.

- Det undrer os, at man kræver at holde visse typer forlystelser enten lukket eller med restriktioner, når man godt kan køre i Holland, Norge og Tyskland.

- Vi håber selvfølgelig på, det er i en kort overgangsperiode, siger han.

Lars Frelle-Petersen fra Dansk Industri erkender, at selve haven eller andre attraktioner end netop de vilde forlystelser også kan trække kunder til.

Men det bliver slet ikke i lige så høj grad, mener han.

- Der er heller ikke livekoncerter, eller hvad der ellers bliver brugt som trækplaster.

49 kommentarer
Vis kommentarer