Formand for ulveforening trækker sig efter trusler

Formanden for Ulvefrit Danmark, Kim Paulsen, trækker sig som formand  

Nu tidligere folketingskandidat for LA Steffen Troldtoft filmede ulven fra sin traktor, inden dyret blev senere blev skudt.

Formanden for den nystiftede forening Ulvefrit Danmark, Kim Paulsen, trækker sig fra posten på grund af trusler.

- Der er desværre mennesker, der ikke tåler, at jeg ønsker et Danmark uden ulve. Jeg ved ikke, hvem de er og om der er alvor bag deres ord. Men jeg har modtaget trusler flere gange. Det har jeg det skidt med. Jeg har derfor meddelt foreningen, at jeg træder ud af bestyrelsen, og at jeg fremover kun står opført som almindeligt medlem, skriver Kim Paulsen i et opslag i den lukkede Facebook-gruppe, Ulvefrit Danmark.

Kim Paulsen bekræfter her til aften over for Ekstra Bladet, at han har trukket sig som formand.

Samme behandling som ulven

- Jeg har fået trusler om, at jeg fortjener samme behandling, som ulven fik. Jeg ved ikke, om man kan kalde det for dødstrusler, men det er lidt det samme. Men der står ikke decideret, at jeg skal dø i morgen, siger Kim Paulsen.

Han synes dog, at det er truende nok til, at han ikke længere har lyst til at forsætte som formand.

- Jeg er en ganske almindelig familiefar, og jeg havde ikke forestillet mig noget i den her retning. Hvis det er med fare for liv og helbred, så er det ikke et sted for mig at sidde.

Imod selvtægt

Kim Paulsen siger til Ekstra Bladet, at han ikke har anmeldt truslerne til politiet.

- Jeg ved jo ikke, hvem det er.

Det fremgår bl.a. at truslerne, at mange mener, at det er hans skyld, at der for nylig blev skudt en ulv ved Ulfborg. Men det afviser han klart.

-  Selv om jeg synes, at det vil være dejligt med et ulvefrit Danmark, så går jeg ikke ind for selvtægt. Vi har en lov, og den skal holdes.

Træls udvikling

Henrik Sundgaard, der er medlem af bestyrelsen i foreningen Ulvefrit Danmark, siger til Ekstra Bladet, at bestyrelsen holder møde i morgen, torsdag, for at afgøre, hvad der nu skal ske.

- Jeg synes, at det er en træls udvikling, at man åbenbart ikke kan have en mening om den sag, uden at der er nogen, der skal spille med så hårde metoder, siger Henrik Sundgaard.

Han fortæller, at foreningen nu skal finde et nyt medlem til bestyrelsen efter Kim Paulsen, men han tør ikke sige, om det bliver muligt at få nogen til at melde sig som formand efter det, der er sket.

- Vi er da lidt bekymret, om nogen vil stille op efter den oplevelse, som Kim har haft. Om der er nogen, der har lyst til det. Så vi står da sådan lidt på bar bund. Måske ender det med, at vi fortsætter uden formand, hvis ingen har lyst til at stille op, siger Henrik Sundgaard.

230 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere