Formand går af

Lars Werge forlader posten som formand for Dansk Journalistforbund

Lars Werge er ikke længere formand. Pr -foto
Lars Werge er ikke længere formand. Pr -foto

Dansk Journalistforbund har søndag formiddag mistet sin formand.

Det står klart, efter Lars Werge har skrevet sit farvel på sin Facebook-profil. Hans exit kommer i kølvandet på en noget kontroversiel udtalelse, han gav, da ansvarshavende chefredaktør for fagbladet Journalisten Øjvind Hesselager var blevet fyret.

I Facebook-opslaget skriver han:

'I den udmelding, der blev lavet som en del af aftalen, blev jeg citeret for en vending, der har givet anledning til megen vrede. (...) Forløbet har vist mig, at jeg ikke længere har opbakning i Hovedbestyrelsen. (...) Det tager jeg selvfølgelig konsekvensen af, og jeg har i dag meddelt Dansk Journalistforbunds Hovedbestyrelse, at jeg stopper som formand i dag, og at jeg i øvrigt nedlægger alle mine hverv i relation til DJ.'

'Kompromisløs journalistik'
Vendingen omkring fyringen af Øjvind Hesselager er blevet diskuteret flittigt i mediedanmark.

Formuleringen kunne lyde, som om fagforeningen Dansk Journalistforbund, som Lars Werge stod i spidsen for, gerne ville af med chefredaktøren, fordi han gik for hårdt til fagforeningen. Den lyder:

'Men hans journalistisk kompromisløse linje har også slidt på relationen mellem parterne, og DJ er nået til et punkt, hvor der må en ny person på posten som redaktør for Journalisten for at skabe en anden og ny relation.'

100 procent forkert
Det kunne altså lyde, som om Øjvind Hesselager havde bidt hånden, der fodrede ham. Det kunne dog ikke være længere fra sandheden, lader den forhenværende formand forstå i sit opslag.

'I hele mit arbejdsliv som journalist, siden jeg kom ind på DJH i februar 1992, har jeg værnet om presse- og ytringsfriheden, og jeg er ramt meget hårdt af at blive draget i tvivl netop på det punkt. Det er 100 procent forkert at tolke mig på den måde.'

Han tilføjer, at han ikke er tilgængelig for kommentarer. Det dog blot, fordi han er optaget andetsteds, skriver han i opslaget.

Næstformanden i Dansk Journalistforbund, Tine Johansen, overtager Lars Werges rolle som formand. Hun skriver i en pressemeddelelse:

'Jeg er rigtig ked af, at Lars Werge har truffet denne beslutning. Jeg har haft et rigtig godt samarbejde med Lars Werge. Han har ydet en kæmpe indsats for forbundet gennem mange år, og han har altid stået på medlemmernes side. Det oplevede jeg allerede, da vi var tillidsrepræsentanter sammen på Ekstra Bladet.'

De førte kniven
Ifølge fagbladet Journalisten blev beslutningen om Lars Werges afgang taget på under en halv time på møde, der spandt sig fra klokken 11 til 11.26 torsdag denne uge.

De følgende medlemmer skulle have været til stede:

Lars Werge, Karen Hedegaard, Anders Stoffer. Per Schultz-Knudsen, Frederik M. Juel, Elisabeth Hamerik Schwarz, Henrik Friis Vilmar og Freja Wedenborg. På telefonen var der yderligere tre HB-medlemmer.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Næstformand: Det er hans beslutning

Næstformand og nu formand i Dansk Journalistforbund Tine Johanse, mener ikke, at Lars Werge er blevet presset til at forlade sin post. Der er heller ikke en fratrædelsesordning på plads endnu for den afgående formand.

- Vi har ganske vist haft møde i dag, men den praktiske del af det ved jeg ikke. Det vil jeg gerne vende tilbage til dig med.

- Bliver det meldt ud til medlemmerne, når den tid kommer?

- Jeg må ærligt indrømme, at den del af det ikke har været i mine tanker i dag. Det er ikke, fordi jeg ikke vil fortælle om det.

- Lars Werge skriver i sit opslag, at formuleringen (om Øjvind Hesselagers fratrædelse, red.) var lavet med bestyrelsen, men at debatten efter udmeldingen har vist, at han ikke har bestyrelsens opbakning. Hvordan hænger det sammen?

- Det, Lars skriver i sit Facebook-opslag, det står for hans regning. Det er Lars selv, der har truffet den her beslutning. Det meddelte han også på et ekstraordinært møde i dag. Så det er hans beslutning.

- Men han skriver i hvert fald, at han ikke føler, at han har bestyrelsens opbakning længere, efter beslutningen om Øjvind Hesselager blev taget. Det er samtidig en beslutning, du holder fast i. Føler du, at du har bestyrelsens opbakning?

- Det føler jeg i høj grad, at jeg har. Det er godt, du siger, at han føler, for det her er en beslutning, han selv har truffet. Bestyrelsen er brandærgerlig over det forløb, som der har været de seneste par dage.

- Hvis Øjvind Hesselager ikke er fratrådt på grund af ’kompromisløs journalistik’, som formuleringen ellers lød på, hvorfor har han så måttet afstå posten?

- Det kan jeg ikke sige. Det er en aftale, der er lavet mellem to parter om ophør af ansættelse.

- Bliver Øjvind Hesselagers fratrædelsesordning bekendt for medlemmerne?

- Det har vi ikke truffet beslutning om, men et gæt vil være, nej, det gør den ikke, siger Tine Johansen.

50 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere