Formanden snorksov mens kirkeklokker bimlede løs i to timer i nat

- Vi kommer nok til at høre for det her i den kommende tid, griner formanden for menighedsrådet i Uge

I samfulde to timer bimlede og bamlede kirkeklokkerne natten til fredag i landsbyen Uge ved Aabenraa.

Mens de sagesløse borgere i landsbyen forsøgte at sove på trods af larmen, så gik det anderledes for sig hos menighedsrådets formand Leif Andersen.

- Jeg snorksov. Jeg bor så langt fra kirken, at jeg ikke kan høre klokkerne, når jeg er indenfor. Jeg er formentligt den eneste i landsbyen, der har ikke har hørt kirkeklokkerne i nat, griner Leif Andersen.

Leif Andersen blev dog til sidst ringet op af en fortvivlet borger, som bad ham dæmpe de kirkelige løjer. Så Andersen måtte ud af kassen og på en udflugt for at besigtige klokkerne.

- Heldigvis var der ikke indbrud i kirken, og krigen var jo heller ikke brudt ud. Jeg tror, at der er tale om en kortslutning i det automatiske anlæg, som styrer ringningen, forklarer Leif Andersen.

Han fik trukket stikket til støj-generne - og dermed faldt der atter ro i den lille landsby med de godt 250 borgere.

- Vi kommer nok til at høre en del for det her i den kommende tid, erkender Leif Andersen.

Se også: Landsby vækket i nat af kimende kirkeklokker

Et par af borgerne blev så trætte af den natlige kimen, at de ringede til politiet. Vagtchefen fortalte tidligt fredag morgen Ekstra Bladet, at han tydeligt kunne høre kirkeklokkernes bimlen i baggrunden, mens han talte med de trætte landsby-beboere i telefonen.

Vagtchefen kunne da heller ikke nære sig for at lægge et tweet ud med spørgsmålet: Hvem ringer klokkerne for?

55 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere