Forsinkede breve koster postmester jobbet

Store forsinkelser i uddelingen af breve på Fyn koster postmester jobbet

Post Danmark har opsagt postmester Klaus Bank efter store forsinkelser i omdelingen af breve i Odense. (Arkivfoto: Carsten Andreasen)
Post Danmark har opsagt postmester Klaus Bank efter store forsinkelser i omdelingen af breve i Odense. (Arkivfoto: Carsten Andreasen)

Forsinkelser på op til 14 dage på breve har kostet postmester Klaus Bank jobbet som postmester i Odense.

Den 28. december blev Klaus Bank ifølge Ekstra Bladets oplysninger kaldt til samtale hos sin chef, og her fik han besked på, at han ikke skulle møde på arbejde pr. 1.1. 2016.

Dagen efter blev medarbejderne på postcenteret i Odense orienteret om opsigelsen.

Post Danmark bekræfter, at samarbejdet med Klaus Bank er ophørt med øjeblikkelig virkning, men ellers ønsker Post Danmark ikke at kommentere sagen, da der er tale om en personalesag.

Klaus Bank selv bekræfter overfor Ekstra Bladet, at han er stoppet som postmester, men han kalder det en frivillig aftrædelse.

- Jeg har lavet en aftrædelsesordning med min chef. Det er det eneste, jeg ønsker at sige, siger Klaus Bank.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skyldtes opsigelsen bl.a., at Klaus Bank i den travle julemåned havde opprioriteret pakkeuddelingen på bekostning af brevene.

Prioriteringen betød bl.a., at breve dateret 10. december kun lige akkurat nåede frem inden jul den 23. december.

Ifølge Post Danmarks egne målsætninger skal A-post omdeles dagen efter afsendelsen, mens B-post skal omdeles inden fire arbejdsdage.

Mens brevkunderne på Fyn nu kan glæde sig over, at de nu igen kan få breve til tiden, må de til gengæld affinde sig med, at priserne for porto på et almindeligt A-brev pr. 1. januar er steget fra 10 til 19 kroner.

Post Danmark forventer, at der allerede kan udnævnes en ny postmester i Odense mandag den 4. januar.

139 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere