Forsker: Derfor er din kat ligeglad med dig

Et studie viser, at katte ikke savner deres ejere, når de er væk

Et studie viser, hvorfor katte adskiller sig markant fra hunde i deres opførsel (Foto: Colourbox)
Et studie viser, hvorfor katte adskiller sig markant fra hunde i deres opførsel (Foto: Colourbox)

Man siger, at hunden er menneskets bedste ven, mens katten er kendt for 'kun at være sin egen'. Og nu tyder ny forskning på, at der er en god grund til, at det forholder sig på den måde. Det skriver Daily Mail.

Forskere har nemlig fundet ud af, at katte ikke ser deres ejere som en kilde til sikkerhed på samme måde som hunde gør, hvilket gør kattene mere selvstændige og mindre tillidsfulde.

Med andre ord behøver katten ikke sin ejer for at føle sig tryg, og derfor er katten ikke bange for at skilles fra sin ejer, lyder det i rapporten. Undersøgelsen er ledet af Daniel Mills, der er professor på University of Lincoln's School of Life Sciences.

- For hunde repræsenterer ejeren ofte et særligt sikkert tilflugtssted, hvorimod det er tydeligt, at katte er meget mere uafhængige når det kommer til at håndtere uvante situationer, siger Daniel Mills til Daily Mail.

Forskerholdet observerede, hvordan 20 katte reagerede i tre forskellige scenarier i uvante omgivelser - når de var sammen med deres ejere, fremmede og helt alene. Selvom kattene 'snakkede' mere, når ejeren forlod rummet, var der ikke noget bevis for, at det hang sammen med et bånd til ejeren som en slags sikkerhed.

Ifølge forfatteren Celia Haddon, der har skrevet flere bøger om katte og deres sind, skal man dog ikke se negativt på resultatet af undersøgelsen som katteejer.

- Denne undersøgelse viser, at katte ikke behøver mennesker for at føle sig trygge, de afhænger ikke af os, de passer på sig selv. Hvis de er bange, kommer de ikke til ejeren, de gemmer sig ovenpå skabet eller under sengen, siger hun til The Telegraph.

- Men på en måde er det virkelig et kompliment. Katte vil ikke leve i ulykkelige hjem, de går bare, siger hun.

Hele undersøgelsen kan læses her.

54 kommentarer
Vis kommentarer