Forsker forventer mange fædre vil bruge øremærket barsel

Øremærket barsel i andre lande har fået flere fædre til at bruge den berettigede orlov. Arbejdsmarked jubler

Ifølge forsker vil mange flere mænd med ny aftale få et ekstra skub til at tage barselsorlov. Aftalen er indgået på baggrund af et EU-direktiv. (Arkivfoto). Foto: Cathy Layman/Ritzau Scanpix
Ifølge forsker vil mange flere mænd med ny aftale få et ekstra skub til at tage barselsorlov. Aftalen er indgået på baggrund af et EU-direktiv. (Arkivfoto). Foto: Cathy Layman/Ritzau Scanpix
Følg Samfund

Den nye aftale om barsel, der sikrer 11 ugers øremærket orlov til hver forælder, kommer til at sikre bedre ligestilling.

Og langt de fleste fædre kommer til at gøre brug af orloven.

Det siger Svend Aage Madsen, der er forskningsleder på Rigshospitalet og formand for Forum for Mænds Sundhed.

- Øremærket barsel er vigtig. For det har vist sig i andre lande, at fædre tager barslen, når den er øremærket.

- Set fra et mandesynspunkt er der mange flere mænd, der får det ekstra skub til at tage orloven og være mere sammen med deres børn. Og det tyder alt på, at de nu kommer til at gøre, siger han.

Blandt andet Norge, Finland og Sverige har allerede sikret mellem 13 og 23 ugers øremærket barsel til hver forælder. Og det har fået betydeligt flere mænd til at tage orlov, påpeger Svend Aage Madsen.

Hidtil har danske fædre haft ret til to ugers øremærket orlov efter fødslen, mens moren har haft ret til 14 uger.

Fra august næste år bliver det 11 uger til hver af forældrene. Derudover får hver forælder 13 uger, som kan frit kan overføres.

I en undersøgelse fra Forum for Mænds Sundhed i 2019 svarede 73 procent af adspurgte vordende fædre, at de ville benytte sig af den øremærkede barselsorlov specielt til fædre, hvis den var indført.

Ifølge Svend Aage Madsen er det også gældende i dag, og derfor vil den nye aftale få stor betydning for fædre og familier i Danmark.

Han vurderer, at minimum 75-80 procent af fædrene vil gøre brug af den nye ret til 11 ugers orlov.

- Det har en stor betydning, at man har mere end en nær relation i livet. Og det begynder tidligt i livet. Derfor er det vigtigt for både far, mor, barn og familielivet, at faren tager mere barsel, siger han.

Den nye barselsmodel gælder dog kun lønmodtagere. Det betyder, at selvstændige, ledige og studerende er undtaget. De kan i stedet overføre i alt 22 ugers barsel til moren.

Det ærgrer Svend Aage Madsen, som mener, at der fortsat vil være ulighed her.

Det er et EU-direktiv fra 2019, som forpligter medlemslande til at indføre mindst ni ugers øremærket barselsorlov til begge forældre inden august næste år.

Også hos arbejdsmarkedets parter vækker aftalen glæde.

Fagbevægelses Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har tidligere ønsket netop at øremærke 11 ugers barsel til fædre.

Tirsdag aften kalder de det da også et 'ubetinget fremskridt' og et 'vigtigt skridt for ligestilling'. Også hos erhvervsorganisationen Dansk Industri er der roser til aftalen.

FAKTA: Island har den længste periode med øremærket barsel

Flere lande har allerede indført mindst ni ugers øremærket barsel til både far og mor, som et EU-direktiv fra 2019 dikterer.

Nogle er endda gået langt ud over EU-direktivet.

Partier i Folketinget er tirsdag aften blevet enige om at øremærke 11 ugers orlov til hver af forældrene. Det betyder, at fædrene får ni ugers øremærket barsel mere, mens mødre får tre uger mindre end i dag.

Modellen gælder fra august 2022.

Derudover kan danske forældrepar dele 26 uger imellem sig. Ledige, selvstændige og studerende er dog undtaget og kan overføre 22 uger til den fødende.

Se her, hvordan barslen efter fødslen er fordelt i andre europæiske lande:

* Finland: 23 uger er øremærket til hver af forældrene. Heraf kan ni uger overdrages til den anden forælder.

* Norge: 15 uger er øremærket til hver af forældrene. Derudover er 19 uger til deling.

* Island: 26 uger er øremærket til hver af forældrene. Heraf kan seks uger overføres til den anden forælder. Landets barselsordning anses som den mest progressive i verden.

* Sverige: 13 uger er øremærket til hver af forældrene. Derudover er 30 uger til deling.

Kilder: Kvinderådet, Institut for Menneskerettigheder, Forsakringskassan.se, Finlands regering.

FAKTA: Sådan skal barslen fordeles mellem forældre i ny model

Barselsreglerne i Danmark vil fra august næste år blive ændret.

Det skyldes et EU-direktiv fra 2019, der forpligter medlemslandene til at indføre mindst ni ugers øremærket orlov til hver af forældrene.

Direktivet skal senest være implementeret i medlemslandene i august næste år. Det er også fra denne måned, at de nye regler, som et bredt politisk flertal tirsdag er blevet enige om, træder i kraft.

Sådan bliver de nye regler:

* Alle gravide har fortsat ret til fire ugers graviditetsorlov før fødslen. Herefter følger 11 ugers øremærket orlov. Det er tre uger mindre end i de nuværende regler.

* Far eller medmor får i den nye aftale ret til 11 ugers øremærket orlov. Det er ni uger mere end i dag.

* Derudover får hver forælder 13 uger hver, som de frit kan dele mellem sig - altså 26 uger. Det er seks uger mindre end i dag og skyldes den øgede mængde øremærkede orlov til den ikke-fødende forælder.

* Afholdes de øremærkede uger ikke, bortfalder de.

* Under de i alt 48 ugers orlov har forældrene ret til barselsdagpenge, hvis de er lønmodtagere.

* Aftalen gælder lønmodtagere, så er man i stedet selvstændig, ledig eller studerende, kan man vælge at overdrage op til 22 uger (9 + 13 uger) til den anden forælder. Det vil sige, at kun to uger i disse tilfælde ikke kan overføres.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

Vi indfører et nyt univers