Parterne i SAS-konflikten er så langt fra hinanden, som man overhovedet kan komme.
Mandag brød forhandlingerne sammen, og øjeblikkeligt startede den omfattende strejke for piloterne, der føler sig svigtet af ledelsen i det skandinaviske flyselskab.
- De er slet ikke i forhandlinger lige nu. Begge parter afventer, at den anden skal blinke med øjnene, men indtil videre står de på det øverste trin i konflikttrappen, siger arbejdsmarkedsforsker Steen Erik Navrbjerg.
Artiklen fortsætter under billedet..
Torn i øjet
Konflikten har både drejet sig om løn og arbejdsvilkår, men ifølge Steen Navrbjerg er der et punkt, der fylder mere end alt andet i konflikten.
- SAS har oprettet to virksomheder, som er en torn i øjet på piloterne, fordi der ikke er blevet ansat ældre piloter, siger han.
Piloterne sendte deres første strejkevarsel ud 9.juni, og dagen efter oprettede SAS et datterselskab, der hedder SAS Crew Services.
Under coronakrisen var SAS gennem flere fyringsrunder, da flytrafikken var truet over hele verden på grund af nedlukningerne.
- Der har eksisteret en forståelse blandt medarbejderne om, at hvis man blev fyret, så blev man ansat igen efter coronakrisen, og det er jo så ikke sket.
En familie
SAS har eksisteret siden 1946, men nu truer konflikten med at lukke det traditionelle flyselskab.
- SAS er et stolt familie-selskab, hvor medarbejderne er meget loyale. Der er nogle medarbejdere, der har været ansat i over 30 år.
- Derfor sidder følelserne udenpå tøjet, fordi det er ligesom, hvis man bliver svigtet af sin familie, fortæller Steen Navrbjerg.
Forhandlingerne blev udskudt flere gange, men parterne nåede aldrig til enighed.
Der er cirka 1000 piloter, der er omfattet af strejken i SAS, der i disse dage påvirker danskernes sommerferie.