Forskere advarer: Vi nærmer os dommedag

En række forskere har netop offentliggjort, hvor tæt vi er på dommedag, og det er ikke positiv læsning

Det er blandt andet frygten for atombomber, der gennem tiden har fået forskerne til at rykke viseren på dommedagsklokken (Foto: AP)
Det er blandt andet frygten for atombomber, der gennem tiden har fået forskerne til at rykke viseren på dommedagsklokken (Foto: AP)

Dommedag er tættere på end i meget lang tid.

I hvert fald hvis man skal tro forskerne bag den såkaldte dommedagsklokke, der i dag har offentliggjort, at viseren på deres symbolske dommedagsur nu har rykket sig til 23.57.

Det skriver de på deres hjemmeside thebulletin.org.

Begrundelsen for den øgede trussel skal findes i klimaforandringer og den større trussel fra atomvåben. Ifølge hjemmesiden har verdens ledere ikke formået at udvise handlekraft i forhold til at beskytte jordens borgere mod en potentiel katastrofe.

Rusland bliver blandt andet beskyldt for at arbejde med at udvikle deres atomprogram, og det er en af grundene til, at det snart kan se sort ud for klodens befolkning.

- Urets viser er nu blot tre minutter i midnat, fordi internationale ledere ikke formår at udføre deres vigtigste pligt - nemlig at sikre og bevare borgernes helbred og livskraft, skriver Bulletin of the Atomic Scientists (BAS).

Siden 1947 har en række forskere stået bag uret, der viser, hvor tæt vi er på, at verden går under.

Viseren har i over 60 år bevæget sig frem og tilbage, men de siden 2012 har den stået stille på fem minutter i midnat. I dag rykkede verden så to minutter tættere på den skæbnesvangre dag.

Se også: Er enden nær? I dag kan vi komme nærmere dommedag

Nærmer ragnarok sig?
Bulletin of the Atomic Scientists (BAS) har netop afholdt en international pressekonference, hvor de løftede sløret for, hvor viseren i øjeblikket peger hen.

Organisationen står bag et magasin, som dækker global sikkerhed, og uret er oprettet som en illustration på, hvor tæt menneskeheden er på at udslette sig selv.

Første gang forskerne benyttede sig af den symbolske klokke var tilbage i 1947. De blev oprettet som en konsekvens af, at USA havde brugt atombomber mod Hiroshima og Nagasaki to år forinden.

Siden har uret været stillet 21 gange. Værst så det ifølge forskerne ud i 1952, hvor USA besluttede sig for at arbejde for at udvikle en såkaldt hydrogen-bombe, der er langt mere kraftig end atombomben. Her stod viseren på 23.58, så vi har med andre ord været tættere på dommedag, end det er tilfældet nu.

Bedst så det derimod ud i 1991, hvor viseren stod på 23.43. Det skyldtes sandsynligvis afslutningen på den kolde krig.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere