Forskere finder nyt kurerende stof i bunker med skidt

Amerikanske forskere finder nyt antibiotika, som muligvis kan helbrede flere sygdomme

Forskere i USA finder nyt stof, som kan måle sig med antibiotika, som muligvis kan hjælpe på resistens-problemet. Foto: Jachim Adrian
Forskere i USA finder nyt stof, som kan måle sig med antibiotika, som muligvis kan hjælpe på resistens-problemet. Foto: Jachim Adrian

Den voksende resistens overfor antibiotika er en af de største trusler på kloden. Mindst 700.000 personer dør hvert år, fordi de ikke længere kan behandles med stoffer som antibiotika. Men nu har amerikanske forskere muligvis fundet løsningen.

Det skriver BBC.

Efter flere undersøgelser i bunker af jord og skidt har forskerne nemlig fundet et nyt stof, der er i tæt familie med antibiotika.

Det er forskere fra Rockefeller University, der netop har offentliggjort deres nyeste fund efter at have undersøgt flere jordprøver, hvor de har fundet det antibiotika-lignende stof, som muligvis kan behandle sværere infektioner.

Forskerne har undersøgt forbindelsen, som de kalder malacidiner, og den viser, at det nye stof kan ødelægge bakterier og helbrede flere sygdomme, som ellers er blevet resistente overfor den eksisterende antibiotika.

Det gælder blandt andet MRSA, også kendt som methicilinresistente stafylokokker.

Det giver nyt håb i antibiotika-dilemmaet, mener eksperterne.

Testet over 1000 bunker skidt
Jord indeholder flere millioner forskellige mikroorganismer, som producerer mange potentielle helbredende forbindelser - såsom antibiotika.

Derfor undersøgte Dr. Sean Brady og resten af teamet bag opdagelsen over 1000 jordprøver fra hele USA, som de isolerede og analyserede på.

Her opdagede de malacidiner i flere af prøverne, og således vidste de, at de havde opdaget noget meget vigtigt.

Forskerne afprøvede stofferne på rotter, som de havde smittet med sygdommen MRSA. Her opdagede de, at stoffet med det samme eliminerede infektionen.

Lige nu forsøger forskerne at forbedre stoffets virkning, i håb om at det kan udvikles til at blive brugt på mennesker.

- Det er umuligt at sige, hvornår, eller om antibiotikafundet som malacidiner fra jordprøverne i det hele taget kan gå videre til at blive brugt på mennesker, fortæller Dr. Sean Brady.

- Det er for tidligt at sige noget om nu.

Stadig stor bekymring
Ifølge Colin Garner, professor fra Antibiotika-forskningen i England, er det et meget positivt fund, men  han er bekymret for, om det kan løse problemet med de resistente bakterier.

- Vores bekymring er de såkaldte negative bakterier, som er meget vanskelige at behandle, og hvor resistensen er støt stigende.

Disse bakterier forårsager blandt andet lungebetændelse, blod- og urinvejsinfektion og hudinfektioner.

- Det er til denne form for sygdomme, vi har brug for et nyt antibiotika.

 

81 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere