Forskere frygter corona forsvinder for hurtigt

Hvis der ikke er nok smittede i befolkningen, vil en mulig vaccine blive forsinket, advarer professor

Den amerikanske præsident Donald Trump tror, at USA vil have en vaccine mod covid-19 klar, inden året er omme. Video: AP/Reuters

På det anerkendte Oxford University i Storbritannien håber et hold forskere, at corona ikke forsvinder foreløbigt.

Den opsigtsvækkende udmelding skal ses i lyset af, at de britiske forskere knokler i døgndrift på at udvikle en vaccine mod virussen.

Man er allerede begyndt at teste vaccinen på Jenner Instituttet, som hører til universitetet, men det lave antal af nye smittetilfælde i Storbritannien giver forskerne hovedpine.

Se også: Oxford-vaccine på vej: - Vi kender svaret om seks uger

Kapløb med tiden
Det kan nemlig ikke påvises med sikkerhed, at vaccinen virker, hvis der ikke er nok smittede til at forme en kontrolgruppe, der får placebomedicin.

Professor Adrian Hill fra Jenner Instituttet siger til Sky News, at han frygter, at det ikke er muligt at teste vaccinen på flere tusinder, som ellers var målet.

- Vi er i den bizarre situation, at vi håber, covid-19 bliver ved med at være her. I hvert fald et stykke tid endnu, siger professoren til det britiske medie.   

Adrian Hill understreger samtidig, at der lige nu foregår 'et kapløb mod en virus, som er ved at forsvinde'.


- Vi sagde tidligere på året, at der var 80 procent chance for, at vi kunne have udviklet en effektiv vaccine til september. Men lige i øjeblikket er der 50 procents risiko for, at vi slet ikke når noget resultat.

6.000 skal testes
For at kunne sikre sig, at vaccinen effektivt nedkæmper coronavirus, skal forskerne på Jenner Instituttet have 6000 frivillige coronasmittede, som vil lade sig teste.

I skrivende stund har man allerede testet 160 personer.

Knap 37.000 briter er foreløbig døde med eller af coronavirus, fremgår det af den globale opgørelse fra Johns Hopkins University.

Det gør Storbritannien til et af de hårdest ramte lande i verden under coronakrisen.

Antallet af nye smittede er til gengæld faldende på daglig basis.

Ingen ved, hvordan coronapandemien ender. Men der findes flere muligheder for, hvordan det vil ske. Foto: Stine Tidsvilde Tæt på Fire scenarier: Sådan ender pandemien

145 kommentarer
Vis kommentarer