Forskere har angiveligt fundet sø på Mars

Europæiske forskere har fundet en underjordisk sø på Mars. Det er første gang, der er blevet fundet så meget flydende vand på naboplaneten. Fundet puster til håbet om at finde liv i rummet

Astrofysikerne Roberto Orosei (t.v.), Elena Pettinelli og Enrico Flamini (t.h.) kort før det nye fund blev præsenteret på et pressemøde hos den italienske rumfartsorganisation i Rom. Foto: AP/Gregorio Borgia
Astrofysikerne Roberto Orosei (t.v.), Elena Pettinelli og Enrico Flamini (t.h.) kort før det nye fund blev præsenteret på et pressemøde hos den italienske rumfartsorganisation i Rom. Foto: AP/Gregorio Borgia

Er der mon liv i det ydre rum?

Det er et spørgsmål, de fleste mennesker har stillet sig selv. Nu er videnskaben kommet et skridt tættere på at finde et svar på det store spørgsmål.

Radarinstrumenter på rumfartøjet Mars Express har fundet, hvad der tilsyneladende er en sø på Jordens naboplanet Mars. Søen, der er af saltvand, er omkring 20 meter i diameter og befinder sig under halvanden kilometers is på Mars' sydpol.

Ifølge forskerne bag fundet, er det muligt for mikrobiologisk liv at leve i den underjordiske sø.

- Dette er det sted på Mars, hvor man har noget, der minder mest om noget beboeligt - et sted hvor liv kan eksistere, siger planetforsker Roberto Orosei fra Istituto Nazionale di Astrofisica i Italien, der ledte forskningen. Italienske videnskabsmænd har brugt tre år på at indsamle radarsignaler, der er indhentet af Det Europæiske Rumprograms rumfartøj Mars Express.

- Det er et enormt interessant fund, fordi flydende vand er en meget central forudsætning for liv, som vi kender det, siger Michael Linden-Vørnle, der er astrofysiker hos DTU SPACE til Ekstra Bladet.

Underfladisk liv
Fundet af flydende vand på Mars er ikke et entydigt bevis på, at der er liv på planeten, men det er et skridt på vejen til at finde ud af, om der kan være.

- Det er ikke nyt, at der er vand på Mars, det har vi vidst i mange år. Men det vand, vi kender fra Mars, har primært eksisteret som is eller damp, fordi lufttrykket på Mars er meget lavere end på Jorden.

Micheal Linden-Vørnle fortæller, at vi ikke skal regne med at finde rumvæsner på den røde planet.

- Mars' overflade egner sig slet ikke til liv, så hvis der er noget, er det nok under overfladen.

- Vi har jo på Jorden set, at bakterier og andre små organismer kan leve under meget barske forhold. Det vil højst sandsynligt være en meget primitiv form for liv, der er på Mars, hvis der er noget, siger han.

Ind under huden på Mars
Ifølge Michael Linden-Vørnle er fundet af søen et godt udgangspunkt for fremtidig forskning.

- Det varer ikke mere end et par år, før Det Europæiske Rumagentur sender en robot til Mars, der skal undersøge undergrunden. Den kan dog kun bore to meter ned i overfladen, så det bliver svært at komme ned til søen, der er halvanden kilometer under overfladen.

Men det betyder ikke, at man skal miste modet.

- Der er også andre fund af små mængder vand tættere på overfladen, der kunne være tegn på, at der er en eller anden form for primitivt liv eller lignende, kan eksistere.

- Så inden for de nærmeste år kommer man til at lave undersøgelser, der skal finde ud af, om der er en eller anden form for primitivt liv, siger astrofysikeren.

Hvorvidt man i en nær fremtid kan konkludere noget om liv på Mars, kommer i stor stil an på pengene.

- Der er stadig lange udsigter til at finde ud af noget konkret. Det handler, som med al anden forskning, om at få det finansieret, siger Michael Linden-Vørnle.

Han vil dog gerne give et gæt på, hvornår mennesker kan betræde Mars' golde overflade.

- Hvis de nødvendige ressourcer bliver stillet til rådighed med det samme, tror jeg, at vi kan få en bemandet mission til Mars om ti år.

Et glimt
Vækker den nye opdagelse nysgerrighed, er der lige nu mulighed for at fange et glimt af vores røde naboplanet.

- Mars er i disse dage tættest på Jorden, derfor er det muligt at se planeten ved midnatstid. Man skal kigge efter en orange-rød stjerne, der er i sydøstlig retning, siger Michael Linden-Vørnle.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Steffan Kærulf Frandsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen