Forskere: Zikavirus er skyld i misdannelser hos fostre

Ifølge USA's Center for Sygdomsforebyggelse er zikavirus årsag til, at fostre kan fødes med mikrokefali

Ifølge de amerikanske sundhedsmyndigheder er der ikke længere nogen tvivl: Den myggebårne zikavirus er årsag til misdannelser hos fostre som for eksempel mikrokefali, hvor børn kommer til verden med unormalt små hoveder, og derfor kan udvikle hjerneskader.

- Det er nu klart, CDC har konkluderet, at ziakvirus er årsag til mikrokefali, siger Tom Frieden, direktør for CDC, USA's Center for Sygdomsforebyggelse, ifølge Reuters.

Tidligere har Verdenssundhedsorganisationen (WHO) erklæret, at det internationale forskningsmiljø stort set er overbevist om, at zika kan forårsage mikrokefali hos fostre samt være årsag til en sjælden neurologisk lidelse kendt som Guillain-Barré syndrom (GBS).

Brasilien er det land, der har været hårdest ramt af zikavirusset, men virusset har efterhånden spredt sig igennem Latinamerika og Caribien.

Den amerikanske regering har for nylig meddelt, at den vil omdirigere 589 millioner dollar fra indsatsen mod ebola til forskning i zika.

/ritzau/

2 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere