Forslag fra professor: Alle børn skal lære om indvandring i folkeskolen

Professor mener, at elever i folkeskoler og gymnasier skal undervises i indvandring. Men det er en dårlig ide med for meget detailstyring, siger politikerne

Arkivfoto: POLFOTO
Arkivfoto: POLFOTO

Indvandring skal på skoleskemaet i folkeskolens ældste klasser og i gymnasierne.

Det foreslår Thomas Jøhnk Hoffmann, professor på teologisk fakultet på Københavns Universitet.

I dag er der al for spredt fægtning, og det er helt tilfældigt, hvordan og hvad eleverne lærer om migration, påpeger han.

- Det er vigtigt, at vi giver danske børn og unge større viden og flere sammenhænge om, hvad migration betyder for vores samfund nu og på længere sigt, siger han til Avisen.dk.

Læs også: Tjek lærerens evner hjemme fra sofaen

Obligatorisk emne i samfundsfag
Thomas Jøhnk Hoffmann pointerer, at indvandringen påvirker hele vores samfund fra arbejdsmarked til kultur og økonomi. Frem for at lade det være op til hver enkelt lærer eller skoleleder, hvad eleverne får af viden om migration, vil han gerne have det som et obligatorisk emne i for eksempel samfundsfag eller historie.

- Jeg forestiller mig ikke, at indvandring og migration skal være et selvstændigt fag på skemaet hver torsdag. Men der skal undervises mere seriøst og metodisk i emnet end i dag, og det kan oplagt være i samfundsfag eller i historie eller på tværs af nogle fag, siger han og fremhæver, at religion og biologi også vil være oplagt.

Læs også: Erhvervslivet vil have it på skoleskemaet

Tre partier skyder det ned
Men både politikere og Danmarks Lærerforening skyder forslaget ned.

Undervisningsordfører for Venstre, Anni Matthiesen, ønsker at give skolerne frihed til selv at lægge sig fast på de emner, der undervises i i folkeskolen inden for rammerne af folkeskoleloven.

- Derfor vil vi ikke centralt detail-regulere og påtvinge skolerne at undervise i for eksempel migration, siger hun.

Læs også: Flere tosprogede elever består 9.-klasses afgangsprøve

Socialdemokraternes undervisningsordfører Henriette Lind erklærer sig enig med professoren i, at det er yderst relevant at undervise i migration. Men hun afviser dog enhver tanke om at gøre det obligatorisk.

- Vi skal ikke detail-styre det fra Christiansborg. Det må være op til den enkelte skoleleder at afgøre, hvordan og hvor meget der skal undervises i indvandring, siger hun.

Henriette Lind er overbevist om, at lærerne på de fleste skoler allerede er godt i gang med at undervise om indvandring ud fra forskellige vinkler.

Læs også: Ombudsmand: Folkeskoler respekterer ikke elevrettigheder

Dansk Folkeparti er også modstander af forslaget, siger undervisningsordfører Jens Henrik Thuesen Dahl til Avisen.dk. Og dermed er der ikke et politisk flertal for forslaget.

Kattelem for ikke at tage ansvar
Professor Thomas Jøhnk Hoffmann kalder det fair nok, at politikerne vender tommelfingeren nedad. Men samtidig er det for fejt, pointerer han.

- Når politikerne siger, at de er bange for at detailregulere for meget, er det jo en kattelem for ikke at tage politisk stilling og ikke selv tage ansvar, siger han.

Netop fordi indvandring er blevet så politiseret og skaber polarisering overalt i samfundet, mener han, at det netop var nu, at politikerne på Christiansborg skulle tage ansvar i stedet for at pakke en afvisning af forslaget ind i en bortforklaring. 

-  Den rene politiske melding ville jo være, at det her skal der ikke undervises i, fordi det er for politisk betændt, fastslår professoren.

Lærerne er allerede i fuld gang
I Danmarks Lærerforening hilser formanden for Skolepolitisk udvalg Bjørn Hansen diskussionen velkommen.

- Det er ganske relevant at diskutere, om migration skal på skoleskemaet, og jeg forstår godt professorens pointe, fordi folkevandringer er så aktuelt. Men mange lærere underviser allerede i det og tager temaet op, så der er ikke basis for at gøre det til en fast bestanddel af fagbeskrivelsen i samfundsfag, siger Bjørn Hansen.

Han advarer også om at flere obligatoriske temaer i samfundsfag vil betyde, at der går tid fra andre emner, der også er vigtige i undervisningen.

- Jeg har så stor tiltro til lærerne, at de nok skal undervise i indvandring. Og der er jo også andre fag som dansk, religion og historie, hvor man på tværs eller i de enkelte fag kan have temaer, siger Bjørn Hansen.

I Undervisningsministeriets fagbeskrivelse af, hvilke emner, der skal undervises i i samfundsfag fremgår der i dag ikke, at der skal undervises i migration.

76 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere