Forsvaret lovede bedre vilkår til danske soldater: Men nu er den gal igen

Tidligere i januar lovede Hæren at rette op på de elendige forhold, som danske soldater har levet under ved Natos Allied Spirit-øvelser. Nu vender fagforeningerne hjem med samme kritik igen

Et løfte om mere mad til danske soldater var et af hovedpunkterne i et nyt direktiv fra Forsvaret, men det har ikke været godt nok på seneste øvelse, mener soldaternes største fagforening. Privatfoto
Et løfte om mere mad til danske soldater var et af hovedpunkterne i et nyt direktiv fra Forsvaret, men det har ikke været godt nok på seneste øvelse, mener soldaternes største fagforening. Privatfoto

I sidste uge lovede Forsvaret at forbedre danske soldaters forhold under tjenesteture i Nato-regi.

Den udmelding kom på baggrund af en massiv kritik, som Forsvarets største fagforening, Centralforeningen for Stampersonel, var kommet med efter en Nato-øvelse i december. Her havde soldaterne boet i bygninger med overfyldte pissoirs, asbest i sovesalene og blod og urin på madrasser og gange.

Se også: Danske soldater boede midt i blod, urin og asbest: Nu lover Forsvaret at forbedre kritisable forhold

I weekenden var de danske soldater så vendt håbefulde tilbage til militærbasen nord for München i i Tyskland, hvor en ny Nato-øvelse skulle finde sted. Men her har man igen konstateret stærkt kritisable forhold, fortæller Jesper K. Hansen, formand for Center for Stampersonel, til Ekstra Bladet:

- Det vi har set dernede, ved selvsyn, er ikke ændret i forhold til det, som vores medlemmer oplevede på sidste øvelse. Vi havde regnet med, at forholdene var blevet ændret på en række områder, herunder ikke mindst indkvartering, toiletforhold og bespisning.

Minimal fremgang
Flemming Vinther, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening, bakker op i kritikken fra Jesper K. Hansen. I en fælles mail skriver de to formænd, at den eneste fremgang, man har sporet, er på forplejningsfronten:

- Der anvendes samme typer indkvarteringsbygninger, som blev anvendt under AS Vll (Allied Spirit red.). Det er også samme kostkoncept som sidst, dog med den ændring, at hæren har indkøbt sandwichs, frugt og sodavand for at sikre, der er mad nok til soldaterne.

Jesper K. Hansen fortæller til Ekstra Bladet, at man har nået en grænse og nu forlanger garantier for bedre forhold i fremtiden:

- Vi er ikke kommet i mål med hærens direktiv. Nu sætter vi en streg i sandet, men vi er nødt til at gøre det inden for de spilleregler, vi har. Jeg vil gerne sende et signal om, at det her langt fra er tilfredsstillende. Vi skal have kontakt med hærstaben med det samme, og hvis ikke det giver noget, så tager vi fat i Værnsfælles Forsvarskomando, fordi vi vil have en garanti for, at det ikke sker igen.

Se også: Danske soldater midt i urin, blod og asbest: - Vi er nødt til at sige stop nu

Artikel fortsætter under billedet..

Overfyldte pissoirs og møgbeskidte toiletter skulle igen være et kritikpunkt efter den seneste Nato-øvelse. Privatfoto fra sidste øvelse
Overfyldte pissoirs og møgbeskidte toiletter skulle igen være et kritikpunkt efter den seneste Nato-øvelse. Privatfoto fra sidste øvelse

Hæren ikke enig i kritik
På den anden side af forhandlingsbordet sidder oberst Henrik Grave Nielsen. Han er ikke enig i kritikken fra soldaternes fagforeninger, som han mener, er skudt ved siden af målet:

- Jeg er ked af den kritik, som de rejser. Vi ønsker at behandle vores soldater godt, men de er jo af sted med en lang række andre lande. Det, vi har gjort, er at forbedre forholdende inden for rengøring og forplejning. Den tilbagemelding, som vi har fået fra soldaterne, fortæller os, at der er tilfredshed med rengøring og forplejning, og så har amerikanerne forklaret, at asbesten er indkapslet, hvilket vi har stillet os tilfredse med.

Obersten er samtidig uforstående over for den tilbagemelding som fagforeningerne er kommet hjem fra Tyskland med:

-  Til min viden var der et besøg fra de tre militære organisationer i fredags på basen, og den tilbagemelding, som jeg har fået, er, at soldaterne var tilfredse med maden, selvom det står i kontrast til det, I er blevet fortalt, siger han med henvisning til Ekstra Bladet.

Henrik Grave Nielsen forventer dog, at problemet vil være løst inden danske soldater igen skal af sted på en ny Allied Spirit-tur med Nato:

- Vi havde aftalt, at alle organisationerne skulle komme tilbage med forslag til, hvad de ønsker af forhold i fremtiden efter denne weekend. Vi ser frem til de forhandlinger, og vi forventer, at det hele bliver drøftet, og så er jeg sikker på, at vi i fællesskab finder en god løsning for soldaterne, siger han til Ekstra Bladet.  

29 kommentarer
Vis kommentarer