Flere af Forsvarets hjemmesider har det meste af torsdagen været nede.
Forsvarsministeriet bekræfter nu, at der er tale om et hacker-angreb.
'Det der tidligere blev vurderet til at være et teknisk problem på forsvarets hjemmesider, viser sig at være et overbelastningsangreb (DDos), hvor de bagvedliggende webservere stresses i en grad, så de ikke kan svare og vise de normale websider,' skriver Forsvarsministeriet i en mail til Ekstra Bladet.
'Forsvarets Koncern IT arbejder på at sikre, at overbelastningen udefra stoppes. For nuværende er der ikke kendskab til andre påvirkninger end manglende adgang til webportaler – der er således ikke nogen operative konsekvenser for forsvaret.'
Artiklen fortsætter efter boksen ...
'Alle organisationer, der er synlige og tilgængelige på internettet, er et potentielt mål for DDoS-angreb. Derfor bør enhver organisation – stor som lille – tage de rette forholdsregler for at beskytte sig mod denne type af cyberangreb,' skriver Center for Cybersikkerhed på dets hjemmeside - som nu altså selv er blevet udsat for angrebet.
Kender ikke bagmændene
Forsvarsministeriet ved fortsat ikke, hvem der står bag angrebet.
- Det er vi stadig ved at afklare, lyder det fra myndigheden, som for nu ikke har yderligere kommentarer.
Norge også ramt
Også hjemmesiden for Stortinget - Norges parlament - var torsdag aften nede en kort periode. Det skriver Dagbladet. Hjemmesiden kører nu igen.
Ekstra Bladet følger sagen ...