Forsvarschef: USA vil muligvis koordinere med Taliban om IS

USA og Taliban har en fælles fjende i Afghanistan, og det er den militante bevægelse Islamisk Stat

Det er muligt, at USA vil koordinere med Taliban om terrorbekæmpelsen i Afghanistan mod Islamisk Stat (IS) eller andre lignende grupper.

Det siger den amerikanske forsvarschef, Mark Milley, onsdag ifølge nyhedsbureauet AP.

Milley uddyber ikke sin kommentar, men ifølge AP tyder det ikke på, at et decideret samarbejde mellem USA og Taliban er på vej.

Amerikanske militærchefer koordinerede dagligt med Taliban-ledere uden for Kabuls lufthavn i løbet af de seneste tre uger for at lette evakueringen af mere end 124.000 mennesker.

Men det var mere et spørgsmål om, hvad der gav bedst mening for begge parter og ikke nødvendigvis et tegn på, at de vil samarbejde fremover, skriver AP.

Det amerikanske forsvar væltede Taliban af magten i efteråret 2001 og kæmpede imod dem i de knap 20 år, der fulgte.

Det fremtidige forhold mellem USA og Taliban, nu hvor krigen er slut, står i det uvisse.

Den amerikanske diplomatiske tilstedeværelse i Kabul er rykket til Doha i Qatar.

Præsident Joe Biden har flere gange bemærket på det seneste, at Taliban er erklærede fjender med Islamisk Stat i Afghanistan. Det tyder ifølge ham på en fælles interesse med USA.

På et pressemøde i Pentagon kalder forsvarsminister Lloyd Austin forsvarschef Mark Milley for 'hensynsløs' på grund af hans bemærkning om koordinering med Taliban.

Austin tilføjer, at det nylige samarbejde med Taliban omkring lufthavnen ikke var en model for fremtiden.

Biden har lovet hævn mod IS-gruppen i Afghanistan som reaktion på gruppens selvmordsangreb i sidste uge ved Kabuls lufthavn, der kostede 13 amerikanere og mange flere afghanere livet.

Tirsdag sagde Tysklands udenrigsminister, Heiko Maas, at der ikke er nogen vej uden om i forhold til at tale med de nye magthavere i Afghanistan, Taliban.

Han opfordrede også flere lande til at indlede en dialog for at bedre sikkerheden og situationen for almindelige afghanere.