Foruroligende nyt coronastudie: - Kun toppen af isbjerget

Tidligere coronasmittede risikerer efterfølgende alvorlige sygdomsforløb, selvom de ikke var hårdt ramt, viser nyt studie

I oktober sagde tidligere direktør i Statens Serum Institut Kåre Mølbak, at 95 procent er døde af og ikke med corona.

Folk, der har haft coronavirus, har en markant højere risiko for at blive alvorligt syge eller dø i månederne efter overstået smitte.

Faktisk har tidligere smittede hele 60 procent større risiko end ikke-smittede for at få eftervirkninger som forhøjet blodtryk, lungesygdomme og påvirkninger af centralnervesystemet, hvilket i værste konsekvens kan få en dødelig udgang.

Det gælder også smittede, som ikke har været hårdt ramt af corona, lyder en af hovedkonklusionerne i et nyt studie.

Flere døde
Studiet er publiceret i tidsskriftet Nature 22. april. Professor ved Washington University Ziyad Al-Aly er leder af forskerholdet bag studiet.

Han fortæller til Jerusalem Post, at virussens langsigtede konsekvenser overrasker ham.

- Selv folk med et mildt sygdomsforløb, der måske kun oplevede en smule feber og hoste, kan i måneder efter få et slagtilfælde eller en blodprop.

Studiet drager ligeledes en anden iøjnefaldende konklusion.

- Når vi opgør antallet af coronadødsfald, er det reelle antal døde i virkeligheden langt højere. Det, vi ser lige nu, er kun toppen af isbjerget, siger Ziyad Al-Aly.

For at komme frem til den konklusion har forskerne indsamlet data fra i alt 87.000 coronasmittede, tæt på fem millioner raske borgere og 14.000 hospitalsindlagte med corona.

Ikke nødvendigvis rigtigt
Men det er ikke nødvendigvis korrekt, at der er flere coronadødsfald end de i skrivende stund cirka 3,1 millioner registrerede døde.

Det mener professor Søren Riis Paludan fra Institut for Biomedicin ved Aarhus Universitet:

- Studiet beskriver, at corona har medført flere dødsfald, end vi har medregnet i statistikkerne. Det mener jeg dog ikke, man kan konkludere. Det er klart min opfattelse, at mange af dem, der i daglig omtale beskrives som døde af corona, nok ville være døde alligevel af andre årsager. Man skal huske, at mange af disse mennesker var meget gamle, som ikke havde ret høj livskvalitet og kun havde ganske få måneder tilbage at leve.

- Så med tallet lidt underestimeret på den ene side og lidt overestimeret på den anden side passer det samlede reelle dødstal nok meget godt.

Smittede ekstra sårbare
Han er ikke decideret overrasket over, at selv coronasmittede med milde symptomer kan få alvorlige eftervirkninger.

- Det er helt klart, at der er et efterløb, hvor man er mere modtagelig over for andre sygdomme. Det gælder også for mange andre infektioner, så der adskiller corona sig ikke, men der er givetvis mere udtalt efter corona. Det skyldes, at kroppens system har været presset, og mens den bruger energi på at genetablere normal tilstand, er den ekstra sårbar.

- Det viser, at man som sundhedssystem skal regne med, at problemet ikke er ovre, selvom vi alle er vaccinerede. Der er så at sige en bane, vi trækker bag os, hvor der skal bruges ressourcer på denne gruppe af patienter.

Professoren mener dog, at det danske sundhedsvæsen er godt rustet til netop den opgave.