Fotograf om spytte-manden: Han spyttede på flere før konen sagde stop

Der er ingen tvivl i fotografens sind. En mand spyttede flere gange på flygtninge fra en motorvejsbro

Her ses spytte-manden midt i det, som fotografen beskriver som flere spyt mod flygtninge på motorvejen ved Rødby. Kvinden i forgrunden er ikke mandens kone. (Foto: Sigrid Nygaard, Information.)
Her ses spytte-manden midt i det, som fotografen beskriver som flere spyt mod flygtninge på motorvejen ved Rødby. Kvinden i forgrunden er ikke mandens kone. (Foto: Sigrid Nygaard, Information.)

En midaldrende mand spyttede ifølge en fotograf flere gange på en flok flygtninge, der gik på motorvejen nær Rødby.

Selv stod manden på en motorvejsbro over E47 mandag lidt over middag, hvor han også råbte til strømmen af mennesker, før hans kone tog fat i ham, oplyser fotograf på Dagbladet Information Sigrid Nygaard.

- Han råbte først skrid, så spyttede han efter dem flere gange og så gav han dem fuckfingeren, siger Sigrid Nygaard, fotograf på Information til Ekstra Bladet.

- Bagefter tog mandens kone fat i ham og sagde, at han skulle stoppe, hvorefter hun tog ham med tilbage til bilen, fortæller hun.

Billedet af manden med spidsformede læber satte næsten ild til internettet på grund af harmen og tempoet hvormed det blev delt.

Også politikeren Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance var chokeret over mandens handlinger, og den store kuglestøder mente, at manden skulle have et par flade.

Se også: Joachim B. om 'flygtninge-spytter': Møgsvinet skulle have et par flade

Kiggede på dem
Manden selv nægter overfor BT, at han har spyttet på flygtninge.

- Ja, jeg har kun været ude at kigge på dem. Jeg har ikke spyttet på dem. Nej, nej, siger manden til BT.

Han beskriver situationen med de mange flygtninge og migranter som 'kaotisk'.

- Og så er det et fandens svineri dernede jo. De var nede på Sleep Hotel (Stop'n Sleep Hotel i Rødby, red.), og da min kone og jeg var ude at cykle, fandt vi ikke mindre end tre håndklæder fra Sleep Hotel på vejen hjem, som de bare havde taget med dernede fra, fortæller han til BT.

Selvom manden nægter at have spyttet, så er fotografen fra det nationale dagblad ikke i tvivl.

- Hvis jeg var ham, så ville jeg også forsøge at løbe fra den handling, men jeg er helt sikker på, at han spyttede flere gange, siger Sigrid Nygaard.

 

Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at få kontakt til manden.

225 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere