Fotografer om dansk Oscar-håb: Han lyver

Stjerneinstruktør påstår, han selv optog film i syrisk krigszone - nej, det gjorde vi, siger lokale fotografer

Det havde store personlige konsekvenser for de fotografer, der har filmet for Feras Fayyad i Syrien. I dag føler de sig svigtet af både ham og det danske filmmiljø. Se traileren til 'Last Men in Aleppo' her.

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

Fotograferne, der satte livet på spil for at lave den Oscar-nomicerede dokumentar 'Last Men in Aleppo', retter nu en hård kritik mod filmens instruktør Feras Fayyad.

Der bliver nemlig ikke sparet på beskrivelserne, når den danskstøttede filminstruktør Feras Fayyad fortæller, om de mange farer han personligt var udsat for, da han i 2015 optog dokumentaren 'Last Men in Aleppo'.

Fotograferne kritiserer ikke kun, at de ikke har fået deres løn, men også at Feras Fayyad i flere internationale medier fortæller om, hvordan bomberne fløj om ørene på ham og hans hold.

For Feras Fayyad var aldrig selv i Aleppo for at optage klip til filmen. Han instruerede derimod fotograferne i byen gennem sociale medier.

- Han forsøgte med vilje at tage æren, siger Hassan Kattan, der var instruktørassistent i Aleppo, til Ekstra Bladet.

- Vi føler os forrådt.

Her ses Søren Steen Jespersen (t.v.) sammen med Feras Fayyad og Kareem Abeed (t.h), før samarbejdet grundstødte i beskyldninger om manglende betaling og løgne. Foto: Mario Anzuoni/Ritzau Scanpix
Her ses Søren Steen Jespersen (t.v.) sammen med Feras Fayyad og Kareem Abeed (t.h), før samarbejdet grundstødte i beskyldninger om manglende betaling og løgne. Foto: Mario Anzuoni/Ritzau Scanpix
 

Stor karriere med danske penge

Filmede for dansk Oscar-håb: Har ikke fået en krone

Satte livet på spil
I interviews med internationale medier beskriver Feras Fayyad, hvordan han under sit ophold Syrien i forbindelse med optagelserne til den prisvindende dokumentar om redningskorpset 'De Hvide Hjelme' satte livet på spil for at dokumentere de daglige bombardementer af Aleppo.

- På et tidspunkt landede tøndebomberne et par meter væk fra os, og jeg blev kastet ned på jorden, siger han blandt andet i et interview med Deutche Welle fra 2017.

Fayyads fremlæggelser vækker vrede blandt fotograferne fra Aleppo Media Center, der producerede filmen i samarbejde med det danske filmsselskab LARM Film.

- Feras har sagt i nogle interviews, at han var tæt på at dø under optagelserne. Men det var os, der var ved at dø i flere scener, man kan se i filmen.

- Vi var i stor fare hele tiden, og han foregav, at det var ham, fortæller Hassan Kattan, der var instruktørassistent og arbejdede med fotograferne i Aleppos gader, til Ekstra Bladet. 

I et andet interview med World Economic Forum, 'This man stayed in Aleppo to make a film as the bombs fell', taler instruktøren også om det at sætte sit liv på spil for at få de rigtige kameravinkler.

Ekstra Bladet har kontaktet journalisten bag artiklen, der bekræfter, at Feras Fayyad fortalte hende, at han selv havde filmet en stor del af den Oscarnominerede film.

- Jeg var i chok, da jeg opdagede det. Men vi kunne ikke rigtig få os selv til at diskutere det i medierne, fordi vi ville beskytte filmens rygte, siger Hassan Kattan.

Stjerneinstruktør pyntede på sit CV

Instruerede over chat
Fotograferne forklarer, hvordan de gennem løbende kontakt på sociale medier som Messenger og WhatsApp blev instrueret af Feras Fayyad. De fik at vide, hvad de skulle prioritere at filme for derefter at sende det tilbage til ham.

- Mit arbejde bestod i at finde lokationer, karakterer og at instruere fotograferne på jorden, samtidigt med at vi talte med Feras om alle detaljerne. Vi var hans øjne i Syrien, fortæller Hassan Kattan, der blandt andet stod for at etablere kontakten til filmens hovedperson Khaled Omar Harrah.

Dette fremgår pudsigt nok også af det pressemateriale, som produktionsselskabet LARM Film udsendte i forbindelse med filmens skabelse.

Blokeret på sociale medier
Hassan Kattan fortæller, hvordan han i 2018 konfronterede Feras Fayyad med hans udtalelser under et af hans opslag på Facebook.

- Feras skrev, at han har filmet 150 timer af filmen selv, og derfor skrev jeg høftligt til ham, at det ikke var rigtigt, fortæller han.

- Efter den samtale blokerede han mig og resten af holdet på sociale medier.

Fadi Al Halabi har sammen med Hassan Kattan arbejdet med at dokumentere De Hvide Hjelmes arbejde. Det skete, længe før planerne om filmen var formet. Og han mener i dag, at han og resten af holdet fra Aleppo Media Center er blevet forrådt at Feras Fayyad.

- Han roste os og kaldte os helte, mens vi optog.

- Men da filmen var færdig, ændrede han ansigt, fortæller han til Ekstra Bladet.

- Vi havde forventet, at vi ville få en platform til at fortælle, hvad der sker i Syrien. Vi fik ikke en mulighed for at deltage i interviews og fortælle om kriminaliteten i Aleppo, siger Fadi Alahabi.

- Han udnyttede vores svagheder. Vi kunne ikke sproget, vi havde intet netværk, og alligevel behandlede han os som konkurrenter, siger han.

Stjerneinstruktør pyntede på cv: Myndigheder er ligeglade

Ærgerligt
Producer og tidligere direktør i det nu konkursramte danske produktionsselskab LARM Film, der stod bag filmen, synes ikke, at Feras Fayyads fremlæggelse af arbejdet er nødvendig.

- Jeg synes, det er ærgerligt, og jeg synes, det er unødvendigt, siger han til Ekstra Bladet.

- Men jeg har ikke lyst til at gå ind i nogle nye polemiker, for der har været så mange konflikter omkring det her. Det vil jeg gerne lægge bag mig.

Ekstra Bladet har kontaktet Feras Fayyad for at høre, hvorfor han i flere interviews siger, at han selv filmede optagelser til 'Last Men in Aleppo'.

Hans advokat har svaret Ekstra Bladet, at Feras Fayyad ikke vil udtale sig, da der lige nu verserer to politisager i Tyskland om afpresning af filminstruktøren.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få sagerne identificeret hos den tyske anklagemyndighed.

Stjerneinstruktør anklages for løgn om fængsling