Den slanke, mørkhårede kvinde tager mobiltelefonen op og peger på et billede af to udhungrede børn, som sidder i et lille telt i et krigshærget Islamisk Stat-kontrolleret område i det nordøstlige Syrien i 2019.
- De var ved at dø af sult og luftangreb flere gange, siger hun.
- Selvom de er små, er de gået igennem så meget på så kort tid.
Ekstra Bladet har besøgt den 38-årige Hannah fra Haderslev, hvis bror Malik tilsluttede sig Islamisk Stat i 2014
En beslutning, som fik fatale konsekvenser - ikke kun ham, men også for de to små dansk-franske børn, som nogle år senere blev født på den ekstremistiske bevægelses territorium i Syrien.
Hannahs niece og nevø Sara og Adam blev i 2019 evakueret fra Syrien af det franske militær i al hemmelighed uden den store mediebevågenhed. De to børn er nu tre og fire år gamle.
Det er første gang, at Hannah fortæller børnenes historie, men hun gør det under betingelse af anonymitet for både hende, børnene og deres forældre, fordi hun gerne vil beskytte børnene.
Hannah, Sara, Adam og Malik er derfor ikke deres rigtige navne. Ekstra Bladet kender deres fulde identiteter.