Den fedladne 'yoghurt-mand' var tilbage i 2014 eftersøgt af politiet for i adskillige S-tog at have hældt yoghurt og maling ud på sæderne.
Og der var en god grund til at intensivere eftersøgningen af den dengang 60-årige mand, viser det sig nu. Han var nemlig et så dyrt bekendtskab, at hans hærværk er den største enkeltstående post på DSB's konto, når det gælder hærværk i tog, siden 2010.
Hærværket har kostet 435.797 kroner, viser en aktindsigt, Ekstra Bladet har fået hos DSB.
Har brug for hjælp
Manden blev til sidst anholdt, og i retten kom det frem, at manden var psykisk syg.
- Hvis det er den rigtige mand, vi har fat i, skal han have hjælp og ikke fængselsstraf, lød det blandt andet fra mandens beskikkede forsvarer under retssagen.
Så meget koster det at svinge nødhammeren i toget: Voldsom stigning i hærværk
Manden blev sigtet for at have hældt yoghurt og maling på sæderne i S-tog hele 31 gange. I maj 2014 blev manden fundet skyldig i 15 tilfælde af groft hærværk og fik en behandlingsdom på maksimum tre år.
Han stod oven i dommen til et erstatningsansvar på over 400.000 kroner, men han blev fritaget for ansvar, eftersom han blev erklæret psykisk syg.
'Endte med lorten'
Yoghurt-hærværk må siges at være i den kuriøse afdeling, men det er til gengæld langt mindre ulækkert end nogle andre typer hærværk, tog og ansatte er blevet udsat for.
Den 30. juli 2015 blev et S-tog 'tilsvinet med urin og afføring,' som der står i bemærkningerne til den regning på 49.550 kr. der fulgte i kølvandet på den ulækre affære.
I en helt anden liga, om muligt lidt dummere, men mindre ulækkert, finder vi en regning på 187.786 kr. i april 2010. Her blev der ifølge DSB fældet et træ ned over et S-tog, og det resulterede altså i en ganske fyldig regning.
Se, hvad DSB ellers har haft af regninger for hærværk i tog siden 2010, eksklusiv graffiti, i dokumentet nedenfor.