Frankrig aflyser alkoholfri måned

Den franske vinlobby skal have lagt pres på Macrons regering for ikke at føre kampagne for tør januar.

Arkivfoto: Der er ingen planer for en alkoholfri januar. Foto: Morten Faurby
Arkivfoto: Der er ingen planer for en alkoholfri januar. Foto: Morten Faurby

I stilhed har den franske regering indstillet en kampagne, som opfordrer folk til ikke at drikke alkohol i januar.

Det sker efter pres fra landets store vinlobby, hævder kilder i den franske bevægelse mod alkoholafhængighed.

Sundhedsminister Agnes Buzyn har offentligt erkendt, at der ikke er nogen dagsorden for en "Hvid Januar" i 2020, da de første drøftelser i regeringen om en indsats mod alkoholmisbrug først finder sted i februar.

Frankrig har flere alkoholafhængige indbyggere procentvist end andre rige lande. Landet ligger på en tredjeplads per capita, når det gælder alkoholforbrug, viser en ny rapport fra OECD.

Buzyn siger, at regeringen har en kampagne i støbeskeen, men at den blot ikke bliver i form af en alkoholfri "Hvid Januar".

Men ifølge grupper, som kæmper mod alkoholafhængighed, var det regeringens oprindelig plan at opfordre befolkningen til at holde en "hvid" måned efter nytår, og de taler om, at regeringen har foretaget en u-vending efter pres fra lobbyister i landets mange vindistrikter.

- Der er blevet truffet beslutninger i kulisserne, som får én til at undre sig. Selv om der allerede var udarbejdet budgetter og indledt et arbejde for udvikling af en kampagne, siger Nathalie Latour fra det franske soberheds-forbund.

En nyhedshjemmeside hos Euronews skriver, at diskussionerne om en "Hvid Januar" tog fart, da sundhedsmyndighederne havde bebudet en kampagne efter britisk forbillede for en "tør januar".

Præsident Emmanuel Macron sagde under et besøg i vindistriktet Champagne for nogle dage siden, at han var stærkt imod en kampagne for en "Hvid Januar".

- Præsidenten sagde til os, at vi kunne fortælle videre, at der ikke ville blive nogen tør januar, siger Maxime Toubart, som leder champagneavlernes brancheforenings nyhedshjemmeside Vitisphere.

Præsident Macron har tidligere sagt, at han drikker vin til både frokost og middag.

Hvert år forårsager alkohol 41.000 dødsfald i Frankrig, viser tal fra sundhedsmyndighederne. Myndighedernes råd til franskmændene er at drikke maksimalt to glas vin dagligt.

23 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere