Efter måneders tilløb blev et totalforbud mod mobiltelefoner på franske skoler i denne uge vedtaget i det franske underhus. Det anses nu for at en formssag, at forbuddet træder i kraft fra september i år.
Allerede under sin kampagne for at blive Frankrigs næste præsident lovede Emmanuel Macro at kæmpe for at få smidt mobiltelefoner ud af alle børnehaver, folkeskoler og gymnasier i landet.
93 procent af alle 12 til 17-årige franskmænd har i dag en mobiltelefon, ligesom 63 procent af alle 11 til 14-årige bruger mindst et socialt netværk, selv om de ofte ikke må.
Og det skaber store problemer i undervisningen, mener de franske politikere. Både i form af ukoncentrerede elever og digital mobning, men også som et redskab til at dele voldsomme og pornografiske billeder.
Apple går til angreb på Facebook
Få fred i familien: Sådan vil Apple give magten tilbage til dig
Elevformand: Bør klares lokalt
Også i Danmark har man flere gange diskuteret, hvordan skoleleverne får en mere fokuseret hverdag uden mobiltelefoner. Men ideen om et forbud får ingen opbakning hos elevernes organisation Dansk Skoleelever (DSE):
- Et forbud kan sikkert godt fungere, men vi mener bestemt ikke, at det er den rigtige måde at gøre det på. Det virker helt utroligt kortsigtet i forhold til den digitale udvikling, som samfundet omkring os bevæger sig i, siger Jakob Bonde Nielsen, der er formand for DSE, til Ekstra Bladet.
- Med de store udfordringer, der er for både børn og voksne med mobiltelefoner og teknologi, kan jeg ikke se, hvad et forbud overhovedet kan hjælpe med.
- I Frankrig vil man jo gerne mobning og ukoncentrerede elever i timerne til livs ved at gøre det her. Er det ikke også et problem, vi har herhjemme?
- Jo, men lige præcis på grund af de her udfordringer mener jeg, at et forbud er forkert. For hvad sker der så, når du har fri for skole? Man kurerer jo ikke internet mobning ved at fjerne telefonen i skoletiden.
- Der er i stedet brug for at give en digital dannelse i skolerne til eleverne. Det er jo en dannelse, de i en del tilfælde slet ikke får derhjemme.
Fejl i Facebook rammer millioner: Private opslag blev offentlige
Silicon Valley nægter at tage deres egne 'stoffer'
- Man har jo også diskuteret i Danmark, om der er brug for at fjerne mobiltelefonerne fra skolen. Hvad tænker I om et begrænset forbud, hvor man sagde, at i undervisningen skal der ikke være en mobiltelefon på bordet?
- Det er nogle beslutninger, man bør tage ude på de enkelte skoler. Der er jo store forskelle fra skole til skole. Og nogle gange også fra fag til fag.
- Det kan måske give mening, at vi ikke bruger mobiltelefonerne i matematik, men godt kan bruge dem i dansk.
- Den mulighed for at sætte grænser for, hvornår det er i orden at bruge mobiltelefoner i undervisningen, har lærerne og skolerne jo allerede, mener Jakob Bonde Nielsen.
Stemmestyret enhed aflyttede familie: Sendte optagelsen til en fremmed