Frankrig runder 20.000 coronadødsfald som fjerde land i verden

I det seneste døgn er der registreret 547 coronarelaterede dødsfald på Frankrigs hospitaler og plejehjem

Kunder venter i kø - med behørig afstand - på at blive lukket ind i et supermarked i byen Fontenay-sous-Bois i Frankrig mandag. Foto: Charles Platiau/Reuters
Kunder venter i kø - med behørig afstand - på at blive lukket ind i et supermarked i byen Fontenay-sous-Bois i Frankrig mandag. Foto: Charles Platiau/Reuters

Som det fjerde land i verden har Frankrig passeret 20.000 coronarelaterede dødsfald, viser den seneste opgørelse fra franske sundhedsmyndigheder mandag aften.

I alt er 20.265 mennesker med coronasmitte nu døde på landets hospitaler og plejehjem, siden udbruddet begyndte.

I forvejen har kun tre andre lande - USA, Italien og Spanien - passeret de 20.000 coronadødsfald.

- I aften har vort land passeret en barriere, der er symbolsk og særligt smertefuld, siger Jerome Salomon, der er chef for den franske sundhedsstyrelse, ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Han påpeger, at tallet er langt højere end de 14.000 mennesker, der døde under Frankrigs seneste alvorlige influenzaepidemi.

Antallet af coronadødsfald har nu også overgået antallet af ofre for den seneste alvorlige hedebølge i 2003. Her døde 19.000 mennesker.

I løbet af det seneste døgn er der registreret 547 dødsfald i Frankrig blandt personer smittet med coronavirus, siger Salomon mandag.

Tallene fra Frankrig viser også, at antallet af dødsfald igen er steget, efter at det i flere dage generelt har været faldende. Søndag meldte myndighederne om 395 coronarelaterede dødsfald.

Antallet af alvorligt syge patienter i intensiv behandling er faldet for 12. dag i træk. Det indikerer, at de strenge tiltag, som Frankrig indførte i sidste måned, har en positiv effekt på inddæmningen af smitte.

- Vi scorer point mod epidemien, siger Frankrigs premierminister, Édouard Philippe.

Men han advarer mod at være overoptimistisk, selv om tallene fra sundhedsmyndighederne viser tegn på bedring.

- At tro, at fordi situationen er holdt op med at forværres og begynder at forbedres, at epidemien så er bag os, vil være en fejl, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.

34 kommentarer
Vis kommentarer