Frankrig undersøger mulig sag om coronasmitte fra december

I alt 24 prøver fra december og januar i Paris er blevet undersøgt på ny. Én fra december 2019 var positiv

Over 25.000 coronapatienter er døde i Frankrig, viser Johns Hopkins Universitys opgørelse. (Arkivfoto.) Foto: Benoit Tessier/Ritzau Scanpix
Over 25.000 coronapatienter er døde i Frankrig, viser Johns Hopkins Universitys opgørelse. (Arkivfoto.) Foto: Benoit Tessier/Ritzau Scanpix

Frankrigs regering er ved at undersøge en sag om formodet coronasmitte hos en mand i Paris tilbage fra december.

Det skriver det amerikanske medie Politico.

Professor Yves Cohen, chef for intensivplejen på Avicenne- og Jean Verdier-hospitalerne i Paris' nordlige forstæder, har i løbet af weekenden udtalt sig til flere franske tv-stationer om sagen.

Her har han fortalt, at man har foretaget en positiv coronatest på en prøve på en mand med lungebetændelse.

Prøven blev udtaget 24. december - uger før de første officielle sager i Europa - og er først senere blevet undersøgt for coronavirus.

- Regeringen har noteret sig nyhederne og er i forbindelse med forskere og eksperter for at få be- eller afkræftet denne opdagelse, skriver en talsmand for det franske sundhedsministerium i et svar til Politico.

- Herefter vil vi foreslå yderligere undersøgelser.

Til de franske tv-stationer forklarer Yves Cohen, at prøver fra i alt 24 patienter, der blev testet negativ for influenza i december og januar, er blevet testet på ny. Det skriver The Guardian.

Prøverne var blevet udtaget med det formål, at der skulle laves en såkaldt PCR-test for influenza - en testtype, der også kan benyttes til coronavirus.

Hver test blev foretaget flere gange for at sikre, at der ikke var nogen fejl, siger Cohen ifølge The Guardian.

Patienten overlevede virusinfektionen, og man har siden forsøgt at spore, hvor han kan være blevet smittet.

- Han var syg i 15 dage og smittede sine to børn, men ikke sin kone, som arbejder i et supermarked, siger intensivlægen ifølge den britiske avis.

- Han var forundret. Han forstod ikke, hvordan han var blevet smittet. Vi forsøgte at lægge puslespillet, og han havde ikke været på nogen ture. Han havde kun været i kontakt med sin hustru.

Hun arbejder i en sushi-bod tæt på kolleger af kinesisk oprindelse, og det burde undersøges nærmere, om de havde været i Kina, tilføjer Cohen ifølge The Guardian.

Det første coronatilfælde blev konstateret i Frankrig i slutningen af januar.

Over 25.000 coronapatienter er døde i landet, viser Johns Hopkins Universitys opgørelse.

3 kommentarer
Vis kommentarer