Det franske datatilsyn har givet Google en bøde på 50 millioner euro, over 370 millioner kroner, for at have brudt EU's nye regler for databeskyttelse - også kendt som GDPR.
Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.
I en afgørelse fra det franske datatilsyn, CNIL, lyder det, at søgemaskinen ikke leverer transparent og let tilgængelig information om, hvordan virksomheden anvender de data, den indsamler fra brugerne.
CNIL vurderer, at det er for svært for brugere af den amerikanske søgemaskine at forstå og styre, hvordan de gerne vil have, at deres informationer bliver brugt.
Apple bygger tog og bus ind i kort-app
Det gælder særligt i forhold til målrettede reklamer, skriver nyhedsbureauet.
- Folk forventer høje standarder i forhold til gennemsigtighed og kontrol fra os, siger en talsmand fra Google i en skriftlig kommentar.
Talsmanden tilføjer, at Google også skal leve op til de regler, der fremgår i GDPR, og at virksomheden nu vil nærlæse afgørelsen og se, hvad næste skridt er.
Den franske myndighed er kendt for at have en streng opfattelse af regler om privatliv og for at have en hård tilgang til amerikanske internetvirksomheder.
Bøden er dog den største, der endnu er blevet givet, hvilket kan give genlyd i Silicon Valley, skriver det franske bureau.
EU's dataforordning (GDPR - General Data Protection Regulation) trådte i kraft 25. maj 2018.
Forordningen viderefører den hidtidige persondatalov. Men samtidig indeholder den en række nye og skærpede krav, som virksomheder, organisationer og myndigheder skal leve op til.
Reglerne skal sikre, at persondata bliver indsamlet og opbevaret uden risiko, og at det bliver gjort i tråd med særlige regler.