Fransk films danske stjerne begraves i Paris

Frankrigs kulturminister og flere kendte skuespillere var lørdag med til at tage afsked med Anna Karina

Bliv klogere på den afdøde stjerne her.

Den danskfødte skuespillerinde Anna Karina er lørdag blevet begravet i Paris.

En mindre gruppe bestående af familie og venner deltog i begravelsen på Père-Lachaise kirkegården i den franske hovedstad.

Dansk-franske Anna Karina er død af kræft i en alder af 79. Foto: Jean-Paul Pelissier/Ritzau Scanpix Danske kendte - 15. dec. 2019 - kl. 12:03 Dansk skuespillerinde død

Blandt dem var en anden stor stjerne fra 1960'erne, sanger og skuespiller Jane Birkin, og den oscarvindende franske skuespiller Marion Cotillard.

Også Frankrigs kulturminister, Franck Riester, deltog, skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Artiklen fortsætter under billedet..

Den franske kulturminister ankommer til begravelsen. Foto: Zakaria Abdelkafi/Ritzau Scanpix
Den franske kulturminister ankommer til begravelsen. Foto: Zakaria Abdelkafi/Ritzau Scanpix

Selv om Anna Karina arbejdede som både model og sanger, er hun først og fremmest kendt for sine roller i de film, som hendes tidligere mand Jean-Luc Godard instruerede i 1960'erne.

Hun døde 14. december i en alder af 79 år.

Den danskfødte skuespillerinde med det borgerlige navn Hanne Karen Blarke Bayer levede hele sit voksne liv i Frankrig.

Allerede som teenager blaffede Anna Karina til Paris, hvor hun ville forsøge at blive skuespiller.

Hun begyndte dog i stedet som model, hvilket førte til en forside på det franske magasin "Elle" og efterfølgende navneskift på opfordring af modeskaberen Coco Chanel.

Anna Karina blev i samme periode opdaget af filminstruktøren Jean-Luc Godard på den berømte gade Champs-Élysées i Paris. Og herfra udviklede hun sig til en muse og ansigtet på fransk film i 1960'erne.

Artiklen fortsætter under billedet..

Venner og pårørende følger Anna Karinas kiste efter begravelsen. Foto: Zakaria Abdelkafi/Ritzau Scanpix
Venner og pårørende følger Anna Karinas kiste efter begravelsen. Foto: Zakaria Abdelkafi/Ritzau Scanpix

Samarbejdet med den fransk-schweiziske filminstruktør førte til, at Anna Karina allerede som 21-årig vandt en pris for "bedste skuespillerinde" ved Berlin filmfestival for Godards film "Une Femme est une Femme" ("En kvinde er en kvinde") fra 1961.

Gennem sin karriere nåede hun at medvirke i mere end 50 film - både franske, danske og internationale.

Herhjemme spillede hun med i filmatiseringen af H.C. Andersens "Historien om en moder" i 1979 og filmen "Manden, der ville være skyldig" i 1990 efter Henrik Stangerups roman.

I 2016 modtog Anna Karina en ærespris ved Bodilprisen for sin karriere som en "alsidig og facetteret filmskuespiller og kunstner, der har givet uendeligt meget til filmen igennem årtierne", lød det i begrundelsen.

Anna Karina blev i 1968 skilt fra Jean-Luc Godard og var efterfølgende gift flere gange - med den franske skuespiller Pierre Antoine Fabre, den franske filminstruktør Daniel Duval og frem til sin død med filminstruktøren Dennis Berry.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere