Fransk par tog til København uden penge: Danskerne står i kø for at hjælpe

Mehdi og Lilou havde intet sted at bo, da de kom til København. Her mødte de Anders, som gav dem nøglerne til sin lejlighed. Siden da er det væltet ind med tilbud om husly

Anders Rohweder blev budt velkommen med lækker middag, da han vendte tilbage til sin lejlighed, som han havde udlånt til det franske par Mehdi og Lilou. (Foto: Facebook)
Anders Rohweder blev budt velkommen med lækker middag, da han vendte tilbage til sin lejlighed, som han havde udlånt til det franske par Mehdi og Lilou. (Foto: Facebook)

Det unge franske par Mehdi og Lilou ankom forrige fredag til København. Det var første gang nogensinde Mehdi havde været ude og flyve, og parret havde købt de billigste flybilletter, de kunne finde.

Planen for turen var, at den skulle være på absolut low budget, og parret havde været i snak med nogle danskerne om det såkaldte couchsurfing, hvor man gratis kan overnatte på en sofa. Men aftalerne var faldet til jorden. Så med et telt og soveposer i bagagen var Mehdi og Lilous plan at søge ud i skovområder, hvor de kunne overnatte i ro og mag. Men en fredag aften i København var det eneste de stødte på fulde mennesker. Derfor endte de med at overnatte i Ørstedsparken.

Se også: Allan og Christian rejste Danmark rundt uden en krone: - Bedre end charterferie

Anders tilbød nøgler til sin lejlighed

Lørdag formiddag var Anders Rohweder på vej på landet til familiebesøg og møder parret på et toilet på Nørreport st.

- De ser trætte ud, og jeg kan høre, at de taler fransk. Så jeg siger - bonjour, ça va ('hej, hvordan går det', red.)? Det er det eneste, jeg kan på fransk. Men de taler heldigvis engelsk, så vi falder i snak. De kommer fra kvarterer i Frankrig, hvor der er masser af skyderi, så de vil bare gerne have noget ro. Så jeg tilbyder dem nøglerne til min lejlighed i Virum. Jeg skulle jo alligevel være væk hele weekenden, siger Anders Rohweder til Ekstra Bladet.

Han havde ikke de store skrupler ved at give nøglerne til sit hjem til et helt fremmed par:

- Jeg har før givet mine nøgler til andre, og jeg har selv prøvet at blive lukket ind i folks hjem i udlandet. Men de virkede som et rigtig sødt kærestepar, og da jeg kom hjem søndag aften havde de lavet mad til mig, siger Anders Rohweder.

Se også: Skoleklasse skipper studietur: Donerede pengene til kræftramt lærer

Husly fra Gedser til Skagen

Søndag aften lagde han et opslag ud på Facebook, hvor han spurgte sin omgangskreds, om der var nogle, der kunne hjælpe Mehdi og Lilou med husly fremadrettet. Anders Rohweder havde nemlig ikke længere plads til dem i sin lejlighed, da han ville få besøg af sine to piger fra et tidligere ægteskab.

Responsen fra Facebook-opslaget var overvældende:

- Det væltede ind med tilbud om husly fra Gedser til Skagen. Først kom de til et kolonihavehus i Hørsholm, som de gjorde rent og havde plantet blomster ved. Så fik de tilbud om husly i en lejlighed på Christianshavn. Og nu er de på vej til Møn, hvor de regner med at blive et par dage, siger Anders Rohweder.

Overrasket over danskernes gæstfrihed

Han har stadig kontakt til parret og er meget overrasket over den gæstfrihed, danskerne har vist dem. Dagen efter hans første Facebook-opslag om parret, skrev han et nyt, hvori det bl.a. lød:

'Tilbud om lejligheder, madrasser og lift til Århus er væltet ind, og det unge franske par er helt rundt på gulvet af taknemmelighed og over danskerne og deres gæstfrihed. Det har virkelig været en optimistisk fuckfinger, til alt den selvtilstrækkelighed vi oplever pt.'

Er det en kommentar til den flygtningesituation Danmark og Europa står i lige nu?

- Ja, det kan man godt sige. Folk er magtesløse. Og i situationen med Mehdi og Lilou kan de se, at dørene bliver åbnet, siger Anders Rohweder.

Hvis man vil hjælpe Mehdi og Lilou med husly i Danmark, kan man kontakte Lilou på hendes Facebook-profil her.

Se også: Troels og Frodes telttur går Danmark rundt: Tænk, hvis vi var flygtninge

67 kommentarer
Vis kommentarer