Franske tankstationer løber tør på grund af strejker

Tankstationer i Frankrig løber tør for benzin og diesel, da demonstranter blokerer vejen til raffinaderier

Flere ugers strejker i Frankrig har medført, at et større antal benzintanke i landet er løbet tør for brændstof.

Selskabet Total har været tvunget til at indstille produktionen på tre raffinaderier, da leverancer er blevet blokeret af demonstranter.

Også flere af olieselskabets depoter har været udsat for de protesterende franskmænds blokader.

Det er regeringens arbejdsmarkedsreformer, som har fået folk over hele landet på barrikaderne.

I sidste uge kulminerede vreden, da præsident Francois Hollandes socialistiske regering valgte at tvinge den upopulære lov igennem - uden en afstemning i parlamentets underhus.

Manglen på benzin og diesel har skabt lettere panik hos bilister nogle steder i landet. De har haft travlt med at komme til tanken for at fylde op, inden reserverne var brugt.

Ifølge den franske brancheforening for olieselskaber, Ufip, er 317 af Totals i alt 2200 tanke i Frankrig løbet tør - enten delvist eller for al brændstof.

Total driver cirka hver femte tankstation i Frankrig.

Shell og Eni, som også driver tanke i EU-landet, er ikke ramt af mangel på benzin og diesel, oplyser brancheforeningen.

En strejke på franske raffinaderier i 2010 førte til, at det europæiske marked blev overmættet med råolie, da olien ikke kunne afsættes i Frankrig, skriver nyhedsbureauet Reuters.

8 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere