Fraråder buffet og smagsprøver

Fødevarestyrelsen fraråder buffet-servering og smagsprøver som følge af coronavirusudbruddet

Fødevarestyrelsen fraråder buffet og smagsprøver og forsikrer om, at der er mad nok. Tidligere har fødevarerminister Mogens Jensen (S) opfordret til ikke at hamstre. Foto: Olafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix
Fødevarestyrelsen fraråder buffet og smagsprøver og forsikrer om, at der er mad nok. Tidligere har fødevarerminister Mogens Jensen (S) opfordret til ikke at hamstre. Foto: Olafur Steinar Gestsson / Ritzau Scanpix

Buffet-serveringer og smagsprøver er en dårlig idé.

Sådan lyder det fra direktør i Fødevarestyrelsen Esben Rasmussen på lørdagens pressebriefing om coronavirusudbruddet og følgerne heraf.

- Vi har råd til buffeter og smagsprøver. Det skal man undlade at gøre, fordi serveringssituationen er, at folk står tæt sammen og deler berøringsflader, siger han.

Han understreger, at man ikke skal være nervøs for smitte gennem fødevarer, men at det handler om at mindske den fysiske kontakt mellem mennesker.

Esben Rasmussen anbefaler desuden, at man forsøger at undgå supermarkeder med for mange mennesker

- Undgå tæt kontakt og hav maksimal hygiejne fra jord til bord. Det betyder, at man ikke skal stimle sammen i lang tid i supermarkeder. Det er en rigtig dårlig ide, siger han.

Rigeligt med mad
Ifølge Esben Rasmussen skal man ikke være bekymret for mængden af fødevarer.

- Vi holder forsyningsvejen åben, så alle husholdninger får det, de skal bruge. Kødkontrollen på slagterierne bliver kontrolleret af myndighederne, tilsvarende på grænsekontrolposter har vi vores personale på plads.

- I detailhandlen er vi i dialog om, hvordan det går. Der bliver produceret rigeligt med mad og drikke. Der er forsyninger til alle, og hvis man følger normale forsyningmønstre, er der ingen problemer, siger Esben Rasmussen.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) har tidligere været ude med en kraftig opfordring til ikke at hamstre.

- Vi har allerede indgået en aftale med de store detailhandler, og vi får løbende indberetninger om fødevare og dagligvarer og om forbrugeradfærd.

- Det er ikke nødvendigt at gennemføre specifikke initiativer, hvis alle handler som normalt, sagde Mogens Jensen på et pressemøde torsdag.

51 kommentarer
Vis kommentarer