Fridas forbudte bås: Ingen mørbradbøf her

Mandag genåbner restauranterne, men et afstandskrav gør, at restauratør Camilla Palmbjerg skal lukke en bås

Camilla Palmbjerg glæder sig til at byde gæsterne velkommen til Restaurant Fridas, men særlige afstandskrav gør, at de ikke må sidde tæt. Foto: Anthon Unger
Camilla Palmbjerg glæder sig til at byde gæsterne velkommen til Restaurant Fridas, men særlige afstandskrav gør, at de ikke må sidde tæt. Foto: Anthon Unger

Så er retningslinjerne for genåbningen af restauranter og caféer på plads.

En regel er, at der skal være to kvadratmeter til hver kunde, når mange af landets hårdt pressede restaurationer åbner døre, menukort, vinpropper og fadølshaner på mandag.

Og der må ikke serveres for selskaber større end ti personer, og der skal holdes mindst en meters afstand til selskabet ved siden af.

- Det lyder godt. Det er fint nok, synes Joachim Hansen, indehaver af MG Petersens Familiehave på Frederiksberg.

Se reglerne: Sådan genåbner restauranter og caféer

- Andre får problemer
- Jeg har 800 kvadratmeter og masser af plads, men afstandskravet om en meter mellem selskaber bliver håbløst for en del små restauranter, hvor folk sidder tæt. Også Madklubben (En kæderestaurant, red.), hvor en del af konceptet er, at gæsterne sidder tæt, får også et problem, vurderer han.

Joachim Hansen fra MG Petersens Familiehave forudser ikke de store problemer, men han er bekymret for andre i restaurationsbranchen. Foto: Anton Unger
Joachim Hansen fra MG Petersens Familiehave forudser ikke de store problemer, men han er bekymret for andre i restaurationsbranchen. Foto: Anton Unger

- De er nødt til at fjerne en del borde, og små kroer og traditionelle danske spisesteder, hvor folk sidder med ryggen til hinanden i båse, får det også utrolig hårdt, forudser Joachim Hansen.

Restaurationerne må ikke holde åbent længere end til kl. 24.

- Det er også fint nok, siger Joachim Hansen.

Danmark spiser tidligt
- For Danmark spiser tidligt ude modsat sydeuropæerne. Kl. 22 er er de fleste alligevel gået hjem, siger han.

To kilometer fra Familiehaven ligger den lille hyggelige traditionelle danske Restaurant Fridas, som er indrettet med tre båse i forlængelse af hinanden.

Den midterste er fra mandag forbudt at bruge.

- Det klarer vi. Normalt sørger vi for, at gæsterne sidder med størst mulig afstand. Det er især muligt i sommersæsonen, som er vores stilletid modsat vinterhalvåret, hvor folk sidder tættere i julefrokostselskaber og så videre, siger Camilla Palmbjerg, medejer af Fridas.

Ingen minestrimmel
Hun har ikke tænkt sig at afspærre båsen med eksempelvis alarmerende rød-hvis minestrimmel eller et forbudsskilt.

- Det ville virke meget markant på et lille sted som vores. Vi vil blot henvise gæsterne til andre steder, siger Camilla Palmbjerg, som håber og tror, at gæsterne, hvoraf mange er ældre, selv vil sørge for at holde behørig afstand.

Fridas har fået lov af naboen, en natklub, som tidligt må åbne til august, om at låne klubbens udendørsareal til servering. Noget, der kan kompensere for lidt færre gæster inde.

- Københavns Kommune har lagt op til, at de ikke er så restriktive, når det kommer til udendørsservering, siger Camilla Palmbjerg.

- Vi glæder os
- Så grundlæggende er vi optimistiske. Vi glæder os til at byde kunderne velkommen igen, siger hun.

Camilla Palmbjerg ansøgte også i begyndelsen af april Københavns Kommune om lov til udendørsservering på et offentligt areal på modsatte side af Gl. Kongevej.

Men der er endnu ikke kommet respons selvom kommunen på sin hjemmeside truer om en sagsbehandlingstid er op til fire uger. En tidsfrist, der altså er overskredet.

Det er torsdag aften ikke muligt at træffe teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (Ø) eller hendes pressefolk for en forklaring på tavsheden.

Tvivlsom dans
I Familiehaven spillede orkestre før coronakrisen jævnligt for publikum, som ofte bød hverandre op til dans. Men om det kan fortsætte under de nye regler, er restauratøren i tvivl om.

For barer og restauranter må ikke indrettes eller gennemføre aktiviteter, der får den til at minde om natklubber eller diskoteker.

Genåbningen af restauranter og caféer er den del af genåbningens fase to, som blev forhandlet på plads mellem partilederne på Christiansborg i torsdags.

Siden er der blevet arbejdet på at få strikket de specifikke retningslinjer for genåbningen sammen.

På det seneste har landets restauratører, herunder brancheorganisationen Horesta indtrængende efterlyst, at retningslinjerne kom på plads, så de fik tid til at nå at indrette sig efter dem inden mandag.

'Jeg er glad for, at det nu igen bliver muligt at gå ud og nyde en god middag eller få en kop kaffe eller øl med en ven ved stambordet. Det ved jeg, der er mange, der har savnet,' siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) i en pressemeddelelse.

Kravene kort:

To kvadratmeter pr. person for restauranter, caféer og lignende, medmindre kunderne det pågældende sted i al væsentlighed står op. I givet fald er kravet fire kvadratmeter pr. person.

Et selskab bør kun bestå af personer, der i forvejen har tæt kontakt til hinanden og normalt ses på tilsvarende vis.

Der skal være nem adgang til håndhygiejne. Der skal være vand og sæbe eller håndsprit (70-85 procent alkohol) tilgængeligt for gæster og medarbejdere.

Toiletter (både gæste- og medarbejdertoiletter) rengøres grundigt og hyppigt.