Friheds-tørsten vandt over bøvlet

Trods krav om ny, negativ covid 19-test mødte pænt antal gæster frem til Tivoli Friheden i Aarhus på parkens første åbningsdag efter tre måneders vinterdvale

Friheds-tørsten vandt over bøvlet

I Tivoli Friheden er direktøren bare glad for at kunne åbne igen, selvom alle gæster skal fremvise coronapas

Forventningsglæden og sulten efter sjove oplevelser overvandt de bøvlede krav om en negativ coronatest foretaget højst 72 timer før fremmøde og andre restriktioner såsom afstandskrav og mundbind ved visse forlystelser, da Tivoli Friheden i udkanten af den smukke Marselisborg Skov i Aarhus slog dørene op for første gang i år skærtorsdag.

Sammenlignet med normale besøgstal på en første åbningsdag i påsken fra tiden før corona på 15-1700 gæster, så var de 1200, der fyldte forlystelsesparken ved åbningen 'ganske tilfredsstillende'.

- Vi havde ikke regnet med flere, så vi klager slet ikke, tværtimod, siger forlystelsesparkens direktør, Henrik Ragborg Olesen, til Ekstra Bladet.

På dette billede tilbage fra 2008 var Tivoli Frihedens administrerende direktør, Henrik Ragborg Olesen, allerede godt i gang med den positive udvikling for forlystelsesparken. Foto Ole Frederiksen
På dette billede tilbage fra 2008 var Tivoli Frihedens administrerende direktør, Henrik Ragborg Olesen, allerede godt i gang med den positive udvikling for forlystelsesparken. Foto Ole Frederiksen

- Jeg tror, at både for os, der arbejder her, og for mange af gæsterne, føltes det, som når køer sættes på marken for første gang i foråret. Vi er bare glade for at kunne åbne, og glæden blev kun større af, at gæsterne også virkede tilfredse og, ikke mindst, fleksible i forhold til det besvær, som coronarestriktionerne fører med sig, tilføjer direktøren siden 2004, som indtil den første coronanedlukning i fjor stod i spidsen for lidt af en succeshistorie.

Musikprogram i baghånden
Indtil og med det sidste 'normale' kalenderår i 2019 registrerede Tivoli Friheden en støt stigning i antallet af gæster kulminerende med 636.000 i netop 2019. Det var en stigning på lidt over 400.000 gæster i forhold til direktørens debutår i 2004, da 235.000 gæster besøgte Aarhus' nu mest populære attraktion.

Men med coronakrisen fulgte et 2020, hvor parken blandt andet mistede hele foråret og først kunne åbne 28. maj samtidig med, at de populære, tilbagevendende 'Fed Fredag' koncerter med 175.000 besøgende i 2019 blev helt slettet fra 2020-kalenderen.

Vejret har på de første dage i påsken været fint til aktiviteter som at tage i Tivoli Friheden i Aarhus. Foto Ernst van Norde
Vejret har på de første dage i påsken været fint til aktiviteter som at tage i Tivoli Friheden i Aarhus. Foto Ernst van Norde

- Vi har mundtlige og ikke-bindende aftaler med musikere parat, så vi forhåbentlig kan køre fuldt program med 'Fed Fredag' i sommermånederne, siger Henrik Ragborg Olesen, der inden han kom til den gamle forlystelsespark i de naturskønne omgivelser for 16-17 år siden, høstede professionelle erfaringer fra Fårup Sommerland, som må siges at være i samme coronaskrøbelige boldgade.

Dyr virus
I runde tal har corona kostet Tivoli Friheden 14 millioner kroner.

- Vi fik næsten halveret vores besøgstal fra 636.000 til 343.000 i 2020, og det kostede et underskud før skat på ni millioner kronre. Vi har i de senere år haft overskud på cirka fem millioner kroner, så det har gjort ondt, selvom vi heldigvis ikke er truet på livet økonomisk, siger Henrik Ragborg Olesen.

Der er oprettet et nødtestcenter tæt på hovedindgangen, hvor besøgende kan få foretaget en kviktest (antigentest) mod en betaling på 50 kroner. Det benyttede 39 personer sig af skærtorsdag. Samtlige resultater var negative. Foto Ernst van Norde
Der er oprettet et nødtestcenter tæt på hovedindgangen, hvor besøgende kan få foretaget en kviktest (antigentest) mod en betaling på 50 kroner. Det benyttede 39 personer sig af skærtorsdag. Samtlige resultater var negative. Foto Ernst van Norde

Det har således haft en vis betydning, at Tivoli Friheden er blevet coronakompenseret med otte millioner kroner, og at succeshistorien fra 2004 til 2019 har skabt et solidt økonomisk fundament.

- Der skal mere end en coronakrise til at få os ned med nakken både økonomisk og med tanke på motivationen for at få de gode, gamle dage tilbage hurtigst muligt, lyder det optimistisk fra den 58-årige direktør.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Fakta om Friheden

Alle indendørs forlystelser og spisesteder er fortsat lukket, men der kan købes mad på udvalgte, udendørs steder.

Hvis man er 15 år eller derover skal man fremvise en negativ covid 19-test, som er foretaget højst 72 timer inden besøget. Både en såkaldt PCR-test og en antigentest kan bruges. Selvom man er færdigvaccineret, skal man stadig medbringe dokumentation - enten digitalt eller på papir - for at være testet som oven for nævnt, fordi der hos de vaccinerede stadig er risiko for at være smittebærer.

Alle over 12 år skal bære mundbind i de åbne, udendørs forlystelser.

Selvom de besøgende rådes til at booke billet i forvejen via internettet, så kan folk også bare betale som altid ved indgangen for en billet. Foto Ernst van Norde
Selvom de besøgende rådes til at booke billet i forvejen via internettet, så kan folk også bare betale som altid ved indgangen for en billet. Foto Ernst van Norde

Tivoli Friheden har indrettet et nødtest-center tæt ved hovedindgangen, hvor besøgende mod en betaling på 50 kroner kan få foretaget en antigentest, som giver svar inden for 15-30 minutter. Skærtorsdag benyttede 39 personer sig af muligheden og alle resultater var negative.

Tivoli Frihedens areal er omtrent lige så stort som Tivoli i København, men hvor den aarhusianske park i 2019 havde 636.000 gæster, så var der 4.6 millioner gæster i hovedstadens verdensberømte rammer. Med til historien hører dog, at Tivoli i København havde åbent hele året i 2019, mens Tivoli Friheden i Aarhus 'kun' havde 148 åbningsdage.