Frilandsæg bliver til skrabeæg

Producenter må fra midnat mandag ikke længere kalde deres æg for frilandsæg. De skal sælges som skrabeæg, fordi hønsene har været overdækket af frygt for fugleinfluenza

Frilandsæg vil fra midnat af være skrabeæg. Foto: Thomas Broberg
Frilandsæg vil fra midnat af være skrabeæg. Foto: Thomas Broberg

Fra tirsdag vil der ikke længere bliver lagt frilandsæg hos de danske hønseproducenter i Danmark.

Frilandsæg skal nu sælges som skrabeæg, da det ifølge EU-regler, ikke er tilladt at sælge frilandsæg fra høns, som ikke har været uden for i 12 uger.

Siden 15. november har der været påbud om, at alle fjerkræ skulle have tag over hovedet og være indhegnet for at undgå smitte fra fugleinfluenza fra vilde fugle. Faren for smitte er stadig tilstede i Danmark, det oplyser Stig Mellergaard, souschef i Fødevarestyrelsen, til tv2.dk.

Æg lagt ved midnat
Den kommende uge vil det stadig være muligt at købe frilandsæg i butikkerne, da forbuddet først gælder for de æg, som er lagt ved midnat mandag. Først dér er æggene ikke lagt af frilandshøns, fordi hønsene rammer den tolvte uge under tag.

- De æg, der bliver samlet ind i dag (mandag, red.) er frilandsæg og bliver solgt i den næste uges tid, siger sektorchef for Danske Æg Jørgen Nyberg Larsen til Ekstra Bladet.

Han oplyser, at forbuddet kommer til at koste hos de danske æggeproducenterne.

- Der kommer et tab, da der er en forskel i pris mellem frilandsæg og skrabeæg. Hvem der kommer til at bære tabet kan være producenter eller pakkerierne. Det ved vi ikke endnu. Der er jo ingen, der bærer skylden i det her, så man kan ikke sige, hvem der skal betale, siger Jørgen Nyberg Larsen.

EU bestemmer
Bestemmelserne om, hvorvidt der skal stå frilandsæg eller skrabeæg på æggebakken er regler fastsat af EU. Derfor har man fra Dansk Ægs side prøvet at få lempet bestemmelsen af EU, så man ikke behøver ændre navne på æggene.

- Der er som sagt ikke nogen, som er skyld i det her, og der er sket lempelser for økoæg. Vi prøver at tage hensyn til forbrugeren, så de ikke skal betale ekstra for noget, som de ikke får.

Jørgen Nyberg Larsen oplyser, at tyske producenter overvejer at lukke hønsene ud i kort tid, og derved undgå at ramme 12-ugers mærket. Men det, forsikrer han, kommer ikke til at ske i Danmark.

- Det er hasard med forbrugertilliden. Det vil jeg ikke tillade i Danmark, fastslår Jørgen Nyberg Larsen.

Hønsene kan komme under åben himmel igen, når risikoen for fugleinfluenza er drevet over.

Her kan du læse mere om forskellen på de forskellige æggetyper:

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

70 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere