Frisører i opråb: Vi klipper ikke sort

Selvom alle saloner er lukket landet over, oplever flere frisører, at kunderne forsøger at blive klippet hjemme

Gitte Christensens frisørsalon Saxen i Højslev Stationsby står tom i disse dage, efter statsministeren lukkede alle landets frisører ned 17. marts.  Privatfoto
Gitte Christensens frisørsalon Saxen i Højslev Stationsby står tom i disse dage, efter statsministeren lukkede alle landets frisører ned 17. marts. Privatfoto

Alle landets frisører ligger øde hen, og danskerne har ikke haft mulighed for at få studset håret, siden Mette Frederiksen 17. marts lukkede alle landets frisører ned.

Flere frisører oplever nu at blive kontaktet af deres kunder, som håber, at de kan få klippet håret privat.

Det problem oplever frisører i Skive og omegn. Derfor sender byens frisørlaug med 31 frisører nu et opråb til deres kunder og kollegaer.

- Lad håret gro. Lad være med at falde for fristelsen for at begynde at kontakte frisører rundt omkring. Det gælder også for vores kolleger og assistenter, siger Gitte Christensen, der er oldermand i Skive Frisørlaug.

- Vi står sammen om det her alle sammen, og smitten skal mindskes, så vi skal blive hjemme og lade håret gro. Det betyder jo ingenting. Det kan sagtens vente, siger hun.

For at undgå, at nogle af de 31 frisører i lauget falder for fristelsen i de økonomiske pressede tider, har man lavet et opråb til både kunder og kollegaer.

Flere frisører har også allerede lavet opslag på Facebook, som beder kunderne om ikke at kontakte frisøren med henblik på klipning derhjemme.

 

Frisørernes sikkerhed
Som frisør kan man ikke undgå tæt kontakt med sine kunder, og dermed er risikoen for smittespredning med coronavirus høj, hvilket var grunden til, at statsministeren valgte at lukke frisører ned.

- Vi kender jo mange af vores kunder, og de tænker måske ikke over det. De tænker måske, 'det er jo bare mig, du kan godt lige klippe mig derhjemme', men det duer jo ikke, siger Gitte Christensen.

Risikoen for smittespredningen hjemme er den samme som i salonen. Derfor vil en klipning hjemme sætte både kunden og frisørens sikkerhed over styr.

- Vi har et påbud om at lukke. Det er ikke det samme som restauranter, der gerne må lave takeaway. Vores arme er jo ikke to meter lange, siger Gitte Christensen.

Hvis en frisør trodser regeringens påbud om at holde lukket, straffes det med en bøde på 5000 kroner. Dog viser et nyt lovforslag fra regeringen, at bøden skal lyde på mindst 10.000 kroner.

Samme påbud ser man i Norge. Her kan virksomheder risikere bøder på op til 50.000 kroner, hvis de bliver taget i at holde åbent.

Læs også: Caféer og barer skal betale mindst 10.000 for at trodse påbud

111 kommentarer
Vis kommentarer