Frisører i vildrede: - Jeg orker det ikke

I fem kommuner måtte frisører og andre i liberale erhverv tirsdag se slukørede til, imens nabokommunerne fejrede den helt store genåbning af deres butikker

På Søborg Hovedgade i Gladsaxe ligger Cawo Coiffure. Selvom frisøren har været lukket siden 21. december, dufter her stadig af hårlak og hårfarve, da Ekstra Bladet besøger den tomme salon og dens ejer Majken Worsøe onsdag formiddag.

Havde salonen ligget i en nabokommune, havde Majken formentlig ikke haft tid til at snakke i dag.

Hun er nemlig booket frem til midten af juni - men hun må ikke kaste sig over sakse og føntørrer endnu.

Endelig kan danskerne få ordnet lokkerne, efter frisører og andre liberale erhverv kunne genåbne tirsdag. Men i fem af landets kommuner - herunder Gladsaxe - må de på grund af lokale nedlukninger vente.

Havde gjort forårsklar
Tirsdag før påske havde Majken været i salonen for at give den en hovedrengøring: Der blev sprittet af og gjort forårsklar, og hun havde bestilt en stor, ny blomst, som skulle pynte i butiksruden, når hun atter slog dørene op.

- Jeg gik hjem med den her forventning om, at nu er jeg ikke tvangslukket mere. Nu har jeg påskeferie, og så åbner jeg på tirsdag, fortæller hun.

Men sådan gik det ikke, og under aftensmaden onsdag fik hun beskeder fra kunder, der havde læst nyheden om den lokale nedlukning, før hun selv gjorde.

- Jeg var ved at kyle telefonen ud ad vinduet. Jeg tænkte: 'Det orker jeg ikke. Jeg kan ikke rumme det,' siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Majken Worsøe er dybt frustreret over, at hun ikke kunne åbne sin salon, da frisører i størstedelen af landet måtte åbne tirsdag. Foto: Linda Johansen
Majken Worsøe er dybt frustreret over, at hun ikke kunne åbne sin salon, da frisører i størstedelen af landet måtte åbne tirsdag. Foto: Linda Johansen
 

Majken Worsøe kan ikke forstå, at frisørsaloner i udvalgte kommuner må vente med at åbne. Hun fortæller, at hun meget let vil kunne smitteopspore, hvis uheldet er ude, fordi hun ved, hvem der har været i salonen og hvornår.

- Du kan gå ind i et supermarked og røre ved 10 forskellige æbler, og der er der jo ikke nogen, der går i hælene på dig og spritter alle æblerne af, når du så ender med at tage en pære i stedet. Af den grund synes jeg, det er fuldstændig urimeligt, at vi ikke kan få lov at åbne, siger frisøren.

Det er synd
I Taastrup ligger frisørsalonen Dupont og Dupont. I døren bliver man mødt af hunden Jytte, og lyden af føntørrer og småsnak fylder salonen med liv.

Tirsdag fik salonen nemlig lov til at åbne - til trods for at Høje Taastrup Kommune også har høje smittetal.

Indehaver af salonen Dupont og Dupont Tina Dupont har pyntet sit mundbind med sten. Foto: Linda Johansen
Indehaver af salonen Dupont og Dupont Tina Dupont har pyntet sit mundbind med sten. Foto: Linda Johansen
 

Indehaver Tina Dupont er begejstret for genåbningen - men også bekymret.

- Det er super, super dejligt at åbne igen. Vi har glædet os rigtig længe til det her. Det, der bekymrer mig mest, er det lokale, der lukker ned. Ishøj er vores nabokommune, og de er jo lukket.

- Jeg gruer jo for, at de lige pludselig kan sige, at ’nu lukker I ned i næste uge’.

- De regler, der er sat for vores branche nu, de er så sikre, at det jo nærmest er mere usikkert at gå ud og blive testet, for der kan du stå blandt andre, du ikke ved, om er smittede, siger Tina og påpeger, at man skal vise coronapas hos frisører, men ikke hos for eksempel fysioterapeuter.

Imens Tinas salon kører på fulde drøn, og Danmarks befolkning får smarte forårsklip, står Majkens salon stadig tom. Men hun holder fast i håbet om, at hun på mandag kan stille den store, farverige blomst i vinduet, som allerede skulle have stået der nu.

Derfor er der ikke åbent i Gladsaxe

Regeringen har valgt at holde Gladsaxe Kommune lukket på baggrund af en vurdering fra Epidemikommissionen, hvor der bliver lagt vægt på, at kommunen har et testkorrigeret incidenstal på over 150.

Ved det testkorrigerede incidenstal tager man højde for, hvor mange personer, der testes i konkrete områder. Det betyder for eksempel, at antallet af positive tests forventes at blive mindre, hvis man tester massivt i en konkret kommune eller bredt i befolkningen.

Det tal ligger ifølge de seneste opgørelser udgivet af Erhvervsministeriet 30. marts på 156,6 i Gladsaxe.

Fire andre kommuner har et testkorrigeret incidenstal på over 150 og er dermed ikke omfattet af genåbningen af de liberale erhverv.