Frisørerne bløder: - Jeg har solgt min bil, men konkursen er stadig tæt på

Frisørerne er en del af de liberale erhverv, som regeringen ikke har haft med i de genåbningsregnestykker, der blev foretaget i onsdags. De er på randen af konkurs, selvom sundhedsordføreren for Socialdemokratiet siger, at de holder hånden over dem

Det er ikke nogen hemmelighed, at de liberale erhverv har det svært under coronapandemien. Faktisk fortalte Connie Mikkelsen, der er formand for fagorganisationen for selvstændige frisører og kosmetikere, til Ekstra Bladet, at hun på daglig basis får opkald fra sine grædende medlemmer.

Formand: - Folk ringer grædende til mig hver dag

De ved ikke, hvad de skal gøre.

Ekstra Bladet er taget til tre selvstændige frisører for at høre deres historier.

Christian Montez fra Hinnerup
I ti år har Christian Montez været selvstændig. Han startede som frisør på Sjælland og er senere rykket lidt nord for Aarhus i byen Hinnerup.

Her har han haft sin salon i fem år, men det er coronaen ved at sætte en stopper for.

- Selvom jeg har solgt mange af mine ting derhjemme, går jeg konkurs om tre-fire måneder, hvis det fortsætter sådan her, siger Christian Montez.

Et af de store problemer, Christian Montez oplever, er momsen, der snart skal betales. Det er muligt for de selvstændige at tage et momslån, men det løser ikke problemet.

- Momslånet udskyder bare problemerne. Ja, jeg har penge til at betale regningen nu, men hvad, når lånet skal betales tilbage?

- Men I får vel masser at lave, når der så endelig bliver åbnet op?

- Ja, det gør vi da. Men det løser heller ikke noget. Jeg skal sætte mine priser op med 25 procent for at kunne betale momsen. Men når vi åbner igen, kommer driftsomkostningerne. Så bliver det endnu dyrere.

Hør flere af Christians oplevelser i videoen øverst i artiklen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Her ses frisørklinikken lidt nord for Aarhus. Foto: Ernst van Norde
Her ses frisørklinikken lidt nord for Aarhus. Foto: Ernst van Norde

Christian Montez sidder virkelig i saksen. Foto: Ernst van Norde
Christian Montez sidder virkelig i saksen. Foto: Ernst van Norde
 

Cèsar Euginio fra Esbjerg
- For ti år siden havde vi en gæld på over en million. Den fik vi ned på 175.000 inden corona. Nu er den vokset med en million siden 21. december. Det begynder at blive rigtig, rigtig hårdt, fortæller Cèsar Eugenio.

Eugenio-familien ejer tre saloner og har 22 ansatte i alt. Der er derfor store udgifter på lønudbetalingen.

- Der kommer lidt hjælpepakker en gang imellem. De dækker bare langtfra de reelle udgifter, fortsætter Cesar Eugenio.

Sundhedsordføreren mener der bliver gjort nok

Sundhedsordfører for Socialdemokratiet Rasmus Horn Langhoff fortæller til Ekstra Bladet, at der bliver gjort så meget som muligt.

- Det er den værste krise siden besættelsen, og det handler om at komme uskadt igennem.

- Kan du forstå, at frisørerne er presset, når de er nødt til at sælge deres ting for at overleve?

- Ja, det er da frygteligt. Coronaens konsekvenser er katastrofale. Men træerne vokser ikke op i himlen.

- Prøver regeringen at kvæle frisørbranchen?

- Det er ikke et mål for os, nej. Det er et mål for os at holde hånden under erhvervslivet og erhvervsdrivende.

- Og det mener I, at I gør?

- Ja. Det synes jeg, vi gør.

Eugenio har været i gang i ti år. De føler sig heldige, at de nåede at betale meget af deres gæld af, inden coronakrisen kom.

Derfor har banken sørget for, at de ikke er gået konkurs endnu.

- Var coronaen kommet for tre år siden, var vi blevet nødt til at dreje nøglen om.

Krøllejernet har ikke været tændt under nedlukningen. Foto: Cèsar Eugenio
Krøllejernet har ikke været tændt under nedlukningen. Foto: Cèsar Eugenio

Humøret var højt i salonen, da der stadig var kunder i butikken. Foto: Cèsar Eugenio
Humøret var højt i salonen, da der stadig var kunder i butikken. Foto: Cèsar Eugenio

Thomas Rohr fra Odense
Salon Rohr i Odense har fem ansatte, der arbejder i snit 32-33 timer om ugen. Lønkompensationen er den tunge del i forhold til økonomien.

- Vi får 75 procent af vores lønninger tilbage, men det er uden pension og feriepenge, så de 75 procent svarer faktisk kun til 65 procent. Vi skal betale de sidste 35 procent af egen lomme, og det rækker kassen ikke til i længden, siger Thomas Rohr, der styrer økonomien i firmaet.

Der er en risiko for, at Rohr Hairdesign drejer nøglen om, hvis det fortsætter som nu.

- Momsen er også et problem hos os. Vi kan kun betale den ene halvdel, og så må vi låne os til den anden. Ellers kan regnestykket ikke gå op.

Salonen venter stadig på udbetalingen af hjælpepakkerne.

Tanja Rohr er frisør i Rohr Hairdesign og kone til Thomas Rohr. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Tanja Rohr er frisør i Rohr Hairdesign og kone til Thomas Rohr. Foto: Tim Kildeborg Jensen
 

Hun savner sit arbejde og håber ikke, at de bliver nødt til at sige farvel og tak. Foto: Tim Kildeborg Jensen
Hun savner sit arbejde og håber ikke, at de bliver nødt til at sige farvel og tak. Foto: Tim Kildeborg Jensen