Frivillig forening udlover stor dusør efter mulig grov mishandling af kat

Skærtorsdag blev en svært skadet kat fundet med blod løbende fra sit knuste kranie. Nu vil Kattepatruljen give dusør til borgere, der kan hjælpe med at finde frem til gerningsmanden

Denne kat blev fundet med alvorlige skader skærtorsdag. Den døde, inden dyreambulancen nåede at ankomme. En borger fandt katten, og vedkommendes børn lagde blomster på den, da den var afgået ved døden. Foto: Kattepatruljen
Denne kat blev fundet med alvorlige skader skærtorsdag. Den døde, inden dyreambulancen nåede at ankomme. En borger fandt katten, og vedkommendes børn lagde blomster på den, da den var afgået ved døden. Foto: Kattepatruljen

Den frivillige forening Kattepatruljen har sat en dusør på 10.000 kroner på højkant til personer, der har oplysninger, som kan hjælpe til at opklare en sag om mulig grov dyremishandling i Solrød Strand.

Katten blev ifølge foreningens formand og stifter Hans Olsen fundet livløs ved samlingspunktet Kilen, der ligger tæt på Solrød Gymnasium, omkring middag skærtorsdag 18. april i år.

Borgeren, der fandt katten på en gåtur med sine børn, kunne konstatere, at katten stadig var i live, men den havde så alvorlige skader, at den ikke kunne stå oprejst. Den blev fundet liggende på siden med blod løbende fra sit knuste ansigt, der ifølge Hans Olsen bar præg af slag eller stump vold.

Endnu en borger kom til for at hjælpe, og en dyreambulance blev hurtigt tilkaldt, men før den nåede at ankomme, var katten afgået ved døden.

- Katte færdes sjældent i åbne områder som Kilen. En dødeligt såret kat ville aldrig lægge sig til at dø i et sådant område, og det er ganske utænkeligt, at katten skulle være påkørt af eksempelvis en bil på en nærliggende vej, for derefter at slæbe sig selv ned i Kilen, siger Hans Olsen fra Kattepatruljen.

Se også: Marianne så killinger blive smidt ud af kørende bil: - Det er helt, helt væk

Borgeren kontaktede efterfølgende politiet for at gøre dem opmærksomme på sagen. Overfor Ekstra Bladet bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi, at de har modtaget en henvendelse fra en borger om en kat, der var ilde tilredt.

Mulig video af mishandling
Foreningen valgte i første omgang at lægge historien op på Facebook, og har allerede modtaget flere henvendelser fra borgere, der mener at vide noget.

Det var her, ved Kilen i Solrød Strand, at katten blev fundet ved middagstid 18. april. Formand for Kattepatruljen Hans Olsen (på billedet) udlover sammen med en privat borger en dusør på 10.000 kroner. Foto: Kattepatruljen
Det var her, ved Kilen i Solrød Strand, at katten blev fundet ved middagstid 18. april. Formand for Kattepatruljen Hans Olsen (på billedet) udlover sammen med en privat borger en dusør på 10.000 kroner. Foto: Kattepatruljen
 

Nu har Kattepatruljen valgt at stille en dusør på 10.000 kroner til rådighed til den person, der kan bidrage til opklaring af hændelsesforløbet. Halvdelen af pengene donerer foreningen selv, den anden halvdel er en donation fra en privat borger.

- Der er flere, der har kontaktet os, og der findes muligvis en video af mishandlingen. Vi har ikke fortalt alting offentligt, så på den måde håber vi på at kunne frasortere henvendelser fra folk, der bare er ude efter dusøren, siger Hans Olsen til Ekstra Bladet.

Han fortæller, at selvom foreningen ikke med hundrede procent sikkerhed kan konkludere, at katten, der blev fundet i Kilen, er blevet tæsket ihjel, er de meget overbeviste om, at det er tilfældet.

- Borgernes beskrivelser af kattens tilstand, og det faktum, at katten blev fundet i et åbent miljø, peger i den retning, siger Hans Olsen.

Han fortæller, at katten ikke havde hverken øretatovering eller mikrochip, men da det ikke er et lovkrav i Danmark at registrere katte, udelukker det ikke, at katten har en ejer. Foreningen håber derfor desuden, at fokus på sagen kan hjælpe til at finde frem til en eventuel ejer, der måske savner sin kat.

- Vi ser desværre den slags sager om mishandling af katte i Danmark lidt for ofte. Det er handlinger begået af meget afstumpede mennesker, siger Hans Olsen til Ekstra Bladet.

97 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere