Frygt for fangeflugt: Hemmelig flytning af farlige dømte udsat

Psykiatrien i Region Sjælland skulle torsdag have gennemført en hemmelig flytning af 30 af landets farligste kriminelle til nyt psykiatrisygehus i Slagelse. Nu er flytningen udsat

Det topsikrede Psykiatrisk Sygehus Slagelse til nogle af landets farligste kriminelle er ikke blevet færdig til tiden. Derfor er en hemmelig fangetransport blevet udsat til et nyt hemmeligt tidspunkt. (Foto: Finn Frandsen)
Det topsikrede Psykiatrisk Sygehus Slagelse til nogle af landets farligste kriminelle er ikke blevet færdig til tiden. Derfor er en hemmelig fangetransport blevet udsat til et nyt hemmeligt tidspunkt. (Foto: Finn Frandsen)

Man kan ikke have håndværkere til at gå rundt og ordne de sidste par småting på det nye psykiatrisygehus, mens 30 af landets farligste fanger er i nærheden.

Det hævder vicedirektør for Psykiatrien i Region Sjælland, Søren Bredkjær, over for Ekstra Bladet.

Han har sammen med direktør Michael Werchmeister torsdag aflyst en hemmelig transport af fanger fra Sikringen i Nykøbing Sjælland og fra det lukkede retspsykiatriske afsnit for surrogatfængslede på Oringe i Vordingborg. Fangerne skulle ellers være flyttet til det nye topsikrede sygehus i Slagelse.

Men selv om personalet og politiet stod klar til at sende fangerne af sted, så fik de i sidste øjeblik kontraordre. Årsagen var, at håndværkerne manglede nogle småting, og selv om den slags under normale omstændigheder kan klares efter indflytning, så gælder der særlige forholdsregler på et sygehus for farlige fanger.

- Når der er håndværkere inde og arbejde blandt patienter, så er der en sikkerhedsrisiko i forhold til, at patienterne vil forsøge at flygte. Håndværkere skal jo ind og ud for at hente værktøj. Desuden er der også en risiko forbundet med, at nogle kan finde på at tage værktøjet fra håndværkerne, siger Søren Bredkjær.

Har været planlagt i flere måneder
Byggeriet af psykiatrisygehuset har været længe undervejs. i marts 2013 tog man det første spadestik. Og flere udfordringer undervejs har gjort, at sygehuset ikke kom til at stå klart som planlagt til nytåret mellem 2014 og 2015.

Ekstra Bladet erfarer, at transporten har været planlagt i flere måneder. Og sikkerheden omkring transporten har været vendt med politiet. Også entreprenøren har været orienteret, og derfor kommer det bag på ledelsen af Psykiatrien i Region Sjælland, at man tilsyneladende har glemt, at man 'ikke bare kan klare de sidste par småting efter indflytningen'.

Søren Bredkjær ved endnu ikke, hvornår transporten så bliver gennemført.

- Flytningen var planlagt til at skulle ske i uge 40. Nu er den beslutning så ændret, og vi må finde et andet tidspunkt, siger Søren Bredkjær.

Af hensyn til sikkerheden omkring transporten vil han ikke fortælle præcist, hvornår flytningen vil finde sted.

32 kommentarer
Vis kommentarer