Frygt i Frank Jensens forvaltning efter mærkværdige fyringer

Frygt for at sige noget forkert og for at blive fyret hersker blandt ansatte i forvaltning under Københavns overborgmester Frank Jensen. Frygten er opstået efter 16 fyringer, der vækker opsigt.

Foto: Rasmus Flindt
Foto: Rasmus Flindt
Følg Samfund

Ledelsen er ikke til at tro på. Jeg må endelig ikke gøre noget forkert. Hvornår bliver jeg fyret?

Sådanne negative følelser og tanker er udbredt blandt ansatte i en af de store forvaltninger i Københavns Kommune. Nærmere bestemt blandt ansatte i Økonomiforvaltningen, som hører direkte under overborgmester Frank Jensen.

- Folk er dybt frustrerede og utrygge. Mange er bange for at sige og gøre noget forkert. Der er meget stor mistillid til ledelsen, fortæller Bo Vollertsen, som er fælles-tillidsrepræsentant for HK’erne i Økonomiforvaltningen.

Læs også: Hård kritik af Frank Jensen: "Absurde standarder for personalepolitik"

At der er usædvanlig dårlig stemning i Økonomiforvaltningen kan formanden for HK Kommunal Hovedstaden, Winnie Axelsen, tale med om.

- Ifølge hvad jeg hører fra medlemmerne er arbejdsmiljøet rigtigt dårligt i Økonomiforvaltningen, siger Winnie Axelsen.

Kom på kursus og blev fyret
Frygten blandt de ansatte i Økonomiforvaltningen bunder i fyringen af 16 ansatte i maj. Som omtalt i Avisen.dk blev 16 regnskabs-medarbejdere fyret i foråret efter et mærkværdigt forløb. Et forløb som har vakt opsigt i mange medier.

Læs også: Københavns Kommune til ansatte: Kom på kursus og bliv fyret

De nu fyrede kom på et kort kursus tidligere i år og fik først besked i løbet af kurset om, at de ville blive afskediget, hvis de ikke bestod den afsluttende test.

16 ud 20 deltagere i testen dumpede og blev fyret efterfølgende. HK Kommunal Hovedstaden vil nu føre sager for de fyrede, da fagforeningen mener, at fyringerne er uberettiget.

Frygt i kølvandet
Fyringerne af de 16 ansatte har ført til frygt og forvirring.

- Sagen med de fyrede påvirker alle i Økonomiforvaltningen. Selv it-medarbejdere, som ellers ikke er blevet berørt af fyringerne, går nu rundt og frygter for, om de kan blive udsat for samme manøvre, når de skal på kursus, siger fællles-tillidsrepræsentant Bo Vollertsen.

Ifølge en ansat i Økonomiforvaltningen, der ikke ønsker at stå frem, er 'kompetence-udvikling' altså det at blive sendt på kursus - blevet et fyord blandt medarbejderne.

 - Denne her måde at fyre folk på ved at sende dem på kursus og give dem en umulig test har skabt enorm utryghed. Kompetence-udvikling, som jo normalt forbindes med noget godt, er blevet et bandeord, fortæller en af de ansatte til Avisen.dk.

Ingen tro på ledelsen
Frygten og utrygheden er især stor blandt de omkring 850 ansatte i Koncernservice. Det er den del af Økonomiforvaltningen, der for alle forvaltninger løser opgaver inden for økonomi, personale og løn. Det er i Koncernservice, de 16 blev fyret.

- Så vidt jeg er orienteret, har ledelsen i Koncernservice meldt ud, at ansatte i Koncernservice nu skal på et kursus tilrettelagt af konsulentfirmaet Ernst & Young, fortæller Winnie Axelsen fra HK Kommunal og fortsætter:

- Ledelsen i Koncernservice har følt sig kaldet til mundtligt at forsikre om, at ingen af kursusdeltagerne vil blive fyret i forbindelse med kurset. Men alligevel er de ansatte utrygge. Jeg møder medlemmer, som ikke længere tror på noget som helst fra ledelsen.

Deltagere i kurser i Koncernservice skal ikke frygte, der følger en fyreseddel i kølvandet. Det fastslår Ivan Kristoffersen, som er direktør for Koncernservice. I en kommentar til Avisen.dk skriver han:

- Medarbejderne i Koncernservice vil trygt kunne gå på kurser og lære nyt uden at frygte hverken det ene eller det andet.

Frank Jensen: Fokus på tillid
Overborgmester Frank Jensen (S) bakker ledelsen i Koncernservice op. I en kommentar til Avisen.dk skriver Frank Jensen:

- Der har generelt været behov for at styrke kompetencerne i organisationen, men det er naturligvis også afgørende, at medarbejderne har tillid til ledelsen. Ledelsen i Koncernservice har derfor nu fuld fokus på at få rettet op på arbejds- og trivselsforholdene i hele organisationen.

I forhold til sagen med de 16 fyrede hævder Frank Jensen, at fyringerne ikke kun bunder i, at de dumpede til den afsluttende test.

- Jeg vil gerne rette den misforståelse, at Københavns Kommune fyrer medarbejdere blot på baggrund af en test. Det er forkert. Det er altid en bredere samlet vurdering, der lægges til grund for en afskedigelse, og jeg er oplyst om, at det også har været tilfældet i den her sag, skriver Frank Jensen, og fortsætter:

- Afskedigelserne i Koncernservice kører nu i det fagretlige spor. Helt efter den danske model. Det har jeg dyb respekt for, og derfor hverken kan eller vil jeg kommentere yderligere på de konkrete afskedigelses-sager.

o

LIGE NU
Ubegrænset Sport
Ekstra Bladet
Så løber du aldrig tør
79
,-
/md.

Mere fra Ekstra Bladet+

Fronten forstærkes - velkommen til Finland og Sverige

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Udforsk Ekstra Bladet+