Frygter byggeplaner: - Vil ændre vores liv

Der er stor frustration blandt Hinnerup-borgere over udsigten til en fremtid med flere høje byggerier i byen

Flere naboer til en tom grund frygter for en fremtid med et højt byggeri som nabo. Foto: TV2 Østjylland/
Flere naboer til en tom grund frygter for en fremtid med et højt byggeri som nabo. Foto: TV2 Østjylland/

Borgere i Hinnerup frygter at få et seks-etagers byggeri som nærmeste nabo.

I dag er grunden tom, men udsigten kan live en helt anden, hvis byggeplanerne bliver ført ud i livet.

Det skriver TV2 Østjylland.

- Problemet bliver, at vi intet privatliv kan have. Vi ser for os, at de sidder på deres altaner og kan kigge ned i vores haver, siger Pia Jørgensen til mediet.

Pia Jørgensen bor i Søndergade og er nabo til den gamle krogrund i Hinnerup.

Hun kommer til at bo klos op ad etagebyggeriet og er især bekymret for sit udeliv.

- Jeg bliver lidt mere gæst i min egen have. Det er det der med at blive kigget på, når man hygger sig, forklarer Pia Jørgensen.

Også naboen Bodil Torp ærgrer sig over byggeplanerne.

- Et seks-etagers hus her vil ændre vores liv fuldstændig, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Når hun forestiller sig, hvad der kan ske i baghaven, bliver hun nærmest deprimeret.

Både hun og Pia Jørgensen forstår ikke, hvorfor kommunen overhovedet overvejer at bygge så højt tæt på dem.

- Jeg synes godt, man kan tænke over, hvor man bygger og hvor højt. Ejendomsmæglere har i mange år solgt Hinnerup på, at her bygger man ikke over to-tre etager, siger Pia Jørgensen.

Borgere i byen er generelt bekymrede for højhuse.

For faktisk er der allerede et andet højt byggeri på vej.

I et areal, der omkredses af vejene Ådalsvej, Fredensgade og Østergade, kommer der et etagebyggeri, der på det højeste sted bliver på fem etager.

Til blandt andre John Mitchells store fortrydelse.

- Der skal bare masses så mange folk ind på så få kvadratmeter som muligt. Det dræber sjælen i en by. Det er det, jeg frygter, der vil ske i Hinnerup. Ved højhusbyggerier slår man byen ihjel, mener han.

John Mitchell har nu taget initiativ til at genoplive Hinnerups gamle midtbyforening.

- Det, der er vores fornemste opgave, er at sørge for en nænsom udvikling af Hinnerup, siger han til TV2 Østjylland.

For John Mitchell er målet klart:

- Vi håber at få nogle politikere til at tænke sig om, når de tænker på højhus- og etagebyggerier i byerne i Favrskov.

En af dem, han forsøger at råbe op, er Erling Kvist Andersen (S).

Som formand for Planudvalget har han været med til at få planerne ved Ådalsvej ført ud i livet.

- Det bliver et spændende byggeri og ikke bare en stor klods. Jeg er med på, at ikke alle er enige om fremtiden, men vi har behov for flere boliger, siger Erling Kvist Andersen til TV2 Østjylland.

- Der er mange, som ønsker at flytte til noget mindre i Hinnerup, og det er ikke muligt i dag, fortsætter han.

Han forstår godt kritikerne, men siger samtidig, at de må indstille sig på, at Hinnerup er under forandring.

En forandring, som han ikke ønsker at bremse.

- Der vil blive bygget enkelte højere bygninger. Det giver et anderledes udtryk, men en by ændrer sig hele tiden. Det sker bare gradvist, siger politikeren.

Tilbage ved krogrunden plager usikkerheden naboerne.

I flere år har der været snak om byggeriet, og det påvirker hverdagen.

- Vi er nødt til at leve, som at vi bliver boende. Men det kan være skønne spildte kræfter, siger Pia Jørgensen.

Før byggeriet på den gamle krogrund ved jernbanen bliver en realitet, skal det i høring, hvor blandt andre naboerne kan komme med deres indsigelser.