Frygter skræktal: Her skal vi kunne rejse igen

Der er brug for klarhed om, hvornår danskerne igen kan komme ud at rejse, mener direktøren i Danmarks Rejsebureau Forening

Myndighederne frarådede 8. januar alle rejser til udlandet. Det gælder nu til efter påske.

Danskerne kommer ikke ud at rejse før efter påske.

Det ligger fast, efter regeringen onsdag forlængede de gældende rejserestriktioner frem til efter påske i begyndelsen af april.

Men derefter er det også på tide, at man igen får åbnet for rejser, lyder den kraftige opfordring fra brancheorganisationen DRF, Danmarks Rejsebureau Forening.

Rejserestriktionerne forlænget frem til efter påske

Dyster 2021 i sigte
Det er ingen hemmelighed, at rejsebureauerne bløder voldsomt under coronakrisen. Salget det seneste år ligger ifølge direktør i Danmarks Rejsebureau Forening Lars Thykier på mindre end ti procent af normalen.

Og åbner man ikke snart for rejser, kommer det til at se endnu mere dystert ud, siger han.

- Vi skal have lempet Udenrigsministeriets rejsevejledninger meget snart, ellers kommer prognosen for salget i 2021 til at se endnu mere dyster ud, end den allerede gør.

- Englænderne kan finde ud af at sige 17. maj. Vi efterspørger også en dato og har selv været meget eksplicitte og sagt midt i april. Der er selvfølgelig ikke til hele verden, men til de lande i EU, hvortil man mener, at der kan rejses til. Derefter kan man åbne gradueret.

Lars Thykier erkender over for Ekstra Bladet, at der er udfordringer ved at åbne for rejser. Branchedirektøren er derfor stor tilhænger af, at der bliver indført et vaccinepas i EU.

- Det er klart, at der i starten kommer et A- og et B-hold, før alle er vaccineret, men det må vi leve med. Det bliver ikke sådan, at alle kan komme afsted med det samme, men på den måde kan vi åbne for rejser.

Artiklen fortsætter under billedet ...

I Israel har man netop indført et vaccinepas. Det er en god idé at følge deres eksempel herhjemme, mener en ekspert. Foto: Ritzau Scanpix
I Israel har man netop indført et vaccinepas. Det er en god idé at følge deres eksempel herhjemme, mener en ekspert. Foto: Ritzau Scanpix

Vaccinerede israelere kan søndag gå til koncert - andre må vente
Giver god mening
Rune Hartmann, professor ved Institut for molekylærbiologi og genetik på Aarhus Universitet, mener, at et vaccinepas er nødvendigt for at få åbnet for rejser igen.

- Personligt tror jeg, at det bliver svært at sætte sig op i en flyver uden et vaccinepas. Jeg håber på, at vi fortsætter med strenge rejserestriktioner, der betyder, at man skal være vaccineret og testet, før man kan rejse, siger han og fortsætter:

- Rent fagligt giver det godt mening med et vaccinepas, som man bruger bredt til at genåbne samfundet, som det eksempelvis netop er sket i Israel.

Flere lande i EU har allerede afvist at indføre et coronapas, ligesom både Frankrig og Tyskland er lunkne ved idéen.

- Jeg har ikke noget problem med et vaccinepas, fordi alle jo har et frit valg, men det valg har også konsekvenser, som betyder, at man så nok ikke kan komme ud og rejse, hvis man ikke er vaccineret, siger Rune Hartmann til Ekstra Bladet.

EU-land siger nej: Vi vil ikke have vaccinepas