Frygtet journalist fældede Nixon: Nu går han efter Trump i ny bog

- Det skarpeste og mest gennemborende portræt af en siddende præsident, som nogensinde er blevet publiceret under de første år i embedet, lyder det fra forlaget

Foto: AP Photo/Kevin Wolf
Foto: AP Photo/Kevin Wolf

Den verdensberømte amerikanske journalist Bob Woodward fældede i sin tid den amerikanske præsident Richard Nixon i den såkaldte Watergate-skandale.

Nu slår den 75-årige prisbelønnede og dybdeborende journalist til igen.

Den 11. september udgiver han bogen 'FEAR: Trump in the White House. Der er efter forlagets mening tale om en bog, som afslører nye og oprørende sider af forholdene i Det Hvide Hus under præsident Donald Trump. Samtidig løftes sløret for, hvordan Trump træffer beslutninger i store indenrigs- og udenrigspolitiske spørgsmål.

Gennem det seneste halvandet år har Bob Woodward bevidst holdt sig under radaren og kun deltaget i et minimum af TV-interviews. Kun hans nærmeste venner og forlaget Simon & Schuster har kendt til Bob Woodwards arbejde med bogen.

Han er skånselsløs
Woodward er kendt for at arbejde skånselsløst og målrettet i sin journalistik. Han er manden og analytikeren, der aldrig giver op på halvvejen.

Journalisten og forfatteren Samuel Rachlin, der bor og arbejder i Washington D.C. siger til Ekstra Bladet:

- Det her tegner til at blive en rigtig spændende historie. Woodward har kontakter og adgang til kilder, som ingen andre journalister har i byen.

Bob Woodward har fortalt sine vennerne, at han under arbejdet med bogen om Trump brugte samme metode, som han gjorde, da han afslørede Richard Nixons rolle og mange løgne i Watergate-skandalen.

Dengang opsøgte Woodward og kollegaen Bernstein ofte potentielle og højtstående kilder meget sent om aftenen og bad om at få et interview.  Det har Woodward også gjort denne gang.

- Det har været som at blive født igen, har Woodward sagt til vennerne ifølge Washington Post.

Kommer helt ind
Bogen er blevet til på baggrund af langvarige interviews med førstehånds-kilder, dokumenter, notater og dagbøger. Vi kommer ind i det ovale kontor og i 'Situation Room'. For ikke at tale om Airforce One og de private gemakker i Det Hvide Hus.

Donald Trump. Nu går den anerkendte journalist Bob Woodward i kødet på ham. Foto: AP/Manuel Balce Ceneta
Donald Trump. Nu går den anerkendte journalist Bob Woodward i kødet på ham. Foto: AP/Manuel Balce Ceneta
 

Indtil videre vil Bob Woodward ikke udtale sig om den kommende bog om Trump. Men den øverste chef i Simon & Schuster - Jonathan Karp - beskriver bogen således:

- Det skarpeste og mest gennemborende portræt af en siddende præsident, som nogensinde er blevet publiceret under de første år i embedet.

Bogens titel udspringer ifølge Wahington Post af et interview med Trump tilbage i 2016, som Bob Woodward og kollegaen Robert Costa lavede.

Costa spurgte Trump, om han var enig i en udtalelse, som præsident Obama tidligere var kommet med: 'Ægte magt betyder, at du kan få, hvad du vil have uden at bruge vold.'

I begyndelsen er Trump enig, idet han siger: Well, jeg synes, der er en sandhed i det...Ægte magt kommer gennem respekt.

Herefter tilføjer Trump dog: Ægte magt er, jeg ønsker ikke at bruge ordet, frygt.

Flere afslørende bøger
Bob Woodward er en af de mest læste dokumentariske forfattere i USA, og hans afsløringer plejer altid at skabe voldsom debat. Til gengæld stilles der sjældent spørgsmål til journalistens research. Den kommende bog er da også blevet gennemgået minutiøst af juridiske eksperter.

Holdet på Washington Post, som fældede præsident Nixon. Fra venstre Carl Bernstein, chefredaktør Ben Bradlee og Bob Woodward. Sidstnævnte arbejder stadig på avisen. Foto: AP/Katherine Frey, Washington Post
Holdet på Washington Post, som fældede præsident Nixon. Fra venstre Carl Bernstein, chefredaktør Ben Bradlee og Bob Woodward. Sidstnævnte arbejder stadig på avisen. Foto: AP/Katherine Frey, Washington Post
 

Siden Donald Trump tiltrådte som præsident i januar sidste år er der blevet udgivet flere bøger om ham. Blandt andet har  journalisten Michael Wolff skrevet bogen 'Fire and Fury: Inside the Trump White House.'

I bogen fortæller Wolff om en stærkt humørsvingende præsident, som konstant skifter mening. Trump følger ifølge bogen den rådgiver, som han senest har talt med. Også selv om det kan betyde en total  kovending i udtalelserne.

I bogen beskrives voldsomme magtkampe mellem Trumps datter og svigersøn på den ene side og blandt andet den nu fyrede toprådgiver Steve Bannon på den anden side.

Samtidig beretter Michael Wolff om, hvordan begge fløje i stor stil lækker oplysninger til pressen, samtidig med at Donald Trump selv brokker sig over de mange lækager fra Det Hvide Hus.

Hvis det lykkes Bob Woodward at komme et spadestik dybere end Michael Wolff, så er der i den grad lagt op til ny og voldsom debat om Donald Trumps evner som præsident.

Foto: AP/Warner Bros
Foto: AP/Warner Bros
 

Bob Woodward og Carl Bernsteins bedrifter under Watergate-skandalen blev senere filmatiseret i filmen 'Alle præsidentens mænd.'

Robert Redford og Dustin Hoffman spillede de to dybdeborende journalister, som fældede Richard Nixon som præsident.

Præsident Richard Nixon måtte forlade Det Hvide Hus i august 1974 efter afsløringerne i Watergate-skandalen. Foto: AP
Præsident Richard Nixon måtte forlade Det Hvide Hus i august 1974 efter afsløringerne i Watergate-skandalen. Foto: AP
 

 

245 kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere