To piloter er blevet anholdt i Glasgow Lufthavn og anklages for at have været fulde forud for at skulle flyve 141 passagerer tværs over Atlanten fra Skotland til Newark, New Jersey i USA.
Det skriver ABC.
Flyet skulle have været i luften i går, lørdag, men blev hele ti timer forsinket på grund af anholdelsen. To andre piloter skulle først frem til den skotske lufthavn, før flyet kunne gå på vingerne.
De to piloter på henholdsvis 35 og 45 år er ansat i det amerikanske flyselskab United Airlines, der bekræfter hændelsen.
Dumpet af kunderne: SAS skraber bunden på ny rangliste
Piloterne er indtil videre suspenderet fra deres job.
- Vi samarbejder med myndighederne og vil samtidig udføre vores egen undersøgelse. Vores kunders og besætningers sikkerhed er vores højeste prioritet, lyder det fra en talsmand for United Airlines.
Politiet oplyser, at de to piloter skal i grundlovsforhør mandag morgen. De er anklaget for at have overtrådt de britisk transportsikkerhedsregler.
Anholdelserne kommer kun en måned efter, at to andre piloter blev anholdt i samme lufthavn ligeledes for at være fulde, inden de skulle flyve et fly fra Air Transat over Atlanten. Dengang var destinationen Toronto i Canada.