Fund af livløs pige skal undersøges

Der skete muligvis fatal fejl, da unge mænd slog alarm efter at have fundet livløs, treårig pige i Borre Sø ved Silkeborg i søndags

Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, skal nu udrede, hvad der skete, da tre unge mænd i søndags ringede 112 efter at have fundet livløs, treårig pige i vandoverfladen i Borre Sø ved Sejs-Svejbæk nær Silkeborg.

En muligvis fatal fejlmelding fra vagtcentralen var formentlig årsag til, at den treårige pige lå med hovedet under vand i mere end ti minutter i forlængelse af de unge mænds opkald

Pigen blev fundet flydende livløs af de unge mænd, men de lod hende ligge, fordi vagtcentralen havde givet dem besked om at lade hende ligge.

Det oplyser den ene af de unge, 19-årige Emil, til Midtjyllands Avis. Han fandt sammen med to kammerater pigen, der var faldet i vandet i forbindelse med en sejltur med sine forældre, bedsteforældre og søskende.

- Det lignede et menneske, men vi tænkte, at det måtte være en dukke. Vi vendte om og kunne så se, at det var en lille pige, der lå i vandet med helt normalt sommertøj og uden redningsvest, fortæller Emil, der ikke har ønsket at få sit navn frem, til Midtjyllands Avis.

Alarmcentralen misforstod os
Den rystede unge mand, der som sine to kammerater har fået krisebehandling efter den skrækkelige oplevelse, fortsætter:

- Vi ringede 112 for at høre, hvad vi skulle gøre. Vi fik at vide, at vi ikke måtte røre ved hende. Vi troede, at vi skulle yde førstehjælp, men vi fik en forklaring om, at vi skulle lade hende ligge, hvis der nu var sket en forbrydelse (..). Alarmcentralen ringede efter cirka 10 minutter tilbage til os og sagde, at nu måtte vi gerne tage hende op i båden.

- Jeg tog imod hende og lagde hende i aflåst sideleje i bunden af båden, og vi skyndte os at sejle så hurtigt som muligt ind mod kysten. Hun blev rakt ind til ambulancefolkene, der begyndte at yde førstehjælp, beretter Emil om de uhyggelige minutter, hvor han tror alarmcentralen har misforstået deres opkald, og derfor gav dem besked om at lade pigen ligge.

- Vi sagde, at vi havde fundet et lig i vandet, og de har måske troet, at det var et lig i forrådnelse, der havde ligget der længe. Så måske er det en kommunikationsfejl, men de burde have spurgt mere ind til det.

Politichef: Pigen i live
Pigen blev kørt til Aarhus Universitetshospital med politieskorte og er senere blevet overført til Rigshospitalet i København.

- Vi har et stort hensyn at tage til familien om diskretion. Vi er ikke blevet kontaktet siden ulykken angående pigens helbredstilstand, og det ville normalt ske, hvis hun var afgået ved døden, så det antager vi ikke er tilfældet, siger chefpolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi, Claus Hilborg, til Ekstra Bladet.

Midt- og Vestjyllands Politi har nu overdraget lydfilerne fra alarmcentralen i Slagelse og fra vagtcentralen til DUP, som skal finde ud af, om politiet har handlet korrekt og givet den rigtige vejledning til de tre unge mænd.

- Der er selvfølgelig ingen, der har villet gøre noget forkert med vilje, men det skal klarlægges, hvad der blev sagt og skete i anmelders dialog med politiet, siger Claus Hilborg.