Fyret for forkert farve læbestift

Det norske flyselskab Norwegian bliver sagsøgt for tre millioner dollar af en tidligere medarbejder i New York. Hun påstår, at hun blev fyret på grund af forkert farve læbestift

En tidligere New York medarbejder i det norske flyselskab Norwegian sagsøger firmaet for tre millioner dollars. Hun mener, at hun er blevet uberettiget fyret, fordi hun havde sort læbestift på. Foto: Vidar Ruud/Ritzau Scanpix
En tidligere New York medarbejder i det norske flyselskab Norwegian sagsøger firmaet for tre millioner dollars. Hun mener, at hun er blevet uberettiget fyret, fordi hun havde sort læbestift på. Foto: Vidar Ruud/Ritzau Scanpix

Norwegian har ligesom mange andre rejseselskaber været i store problemer siden coronavirussens indtog.

Nu bliver selskabet også sagsøgt for tre millioner dollars af en tidligere stewardesse i Norwegian, skriver norske Dagbladet.

- Hun blev delvist fyret på baggrund af det påståede brud på sagsøgtes (Norwegian, red.) ulovlige og diskriminerende læbestiftspolitik, som sagsøgte påtvinger deres kvindelige ansatte, står der i stævningen, en New York domstol har modtaget.

Derfor kræver kvinden tre millioner dollars i kompensation for den ulovlige fyring.

Diskret sminke og rød læbestift
Den tidligere stewardesse fik fyresedlen februar sidste år efter en flyvning fra Oslo til Fort Lauderdale i januar måned.

Under flyvningen skulle kvinden have fået en irettesættelse fra lederen af kabinepersonalet, da hun havde brugt en ureglementeret farve læbestift.

Kvinden var ansat i bemandingsfirmaet OSM Aviation.

'Den 16. januar 2019, på afgang DY7032, blev det rapporteret, at du ankom med det, der så ud til at være en sort læbestift. Som du er klar over, er en mørk læbestift ikke i tråd med uniformsreglementet, skrev OSM Aviations repræsentant i opsigelsen.

Derudover citeres Norwegians uniformsreglement, som blandt andet forskriver en 'diskret' sminke og en læbestift, der matcher uniformens farver (rød, red.).

Diskriminerende reglement
Den nu fyret stewardesse mener til gengæld at fyringen og uniformsreglement er diskriminerende.

Det gælder nemlig kun for kvinder.

Kvinden henviser derfor til retningslinjer fra New Yorks kommission for menneskerettigheder, der siger, at en arbejdsgiver ikke kan have ulige regler for påklædning baseret på køn.

Afviser påstande
OSM Aviation afviser alle påstande fra den kvindelige stewardesse.

De mener nemlig, at hun blev fyret, fordi hun ikke kunne indordne sig, og ikke grundet en læbestiftspolitik, som de benægter eksisterer.

'Det relevante reglement forskriver, at hvis et medlem af kabinepersonalet vælger at bruge læbestift, skal læbestiften være i visse farveafskygninger, skriver OSM Aviations advokat.

OSM Aviation og Norwegian afviser derfor erstatningskravet på tre millioner dollars fuldstændigt.

42 kommentarer
Vis kommentarer